Og derefter kom Mose og Aron ind og sagde til Pharao: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Høitid i Ørken.

Og Pharao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde, at lade Israel fare; jeg kjender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

Og de sagde: De Ebræers Gud mødte os; Kjære, lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og gjøre Herren vor Gud Offer, at han ikke skal møde os med Pestilentse eller med Sværdet.

Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder.

Og Pharao sagde ydermere: See, Folket er nu meget i Landet, og I ville komme dem til at høre op fra deres Byrder.

Og Pharao befoel samme Dag Plagerne iblandt Folket og dets Fogeder, og sagde:

I skulle ikke ydermere give Folket Halm at brænde Tegl med, som tilforn; lader dem selv gaae at sanke sig Halm.

Og lægger dem (alligevel) paa (at gjøre) det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; formindsker Intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaae hen, vi ville offre til vor Gud.

Lader Trældommen blive svar over Mændene, at de have at gjøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord.

Da udgik Folkets Plagere og dets Fogeder, og sagde til Folket, sigende: Saa siger Pharao: Jeg giver eder ikke Halm.

Gaaer selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal Intet formindskes af eders Trældom.

Da adspredte Folket sig over alt Ægypti Land, at sanke Halmstubbe for Halm.

Og Plagerne dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gjerning, (hver) Dags Forretning paa sin Dag, ligesom da I havde Halm.

Og Israels Børns Fogeder bleve slagne, hvilke Pharaos Plagere havde sat over dem, og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gjerning, at gjøre Tegl, som tilforn, saa og igaar og idag?

Da kom Israels Børns Fogeder, og raabte til Pharao og sagde: Hvi gjør du saa med dine Tjenere?

Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gjører Tegl; og see, dine Tjenere faae Hug, dog dit Folk haver Skyld deri.

Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaae hen, vi ville offre til Herren.

Og nu, gaaer, arbeider, og ingen Halm skal eder gives; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.

Da saae Israels Børns Fogeder, at de vare ilde deran, idet der sagdes: I skulle Intet formindske af eders Tegl, af (hver) Dags Forretning paa sin Dag.

Og de gik Mose og Aron imøde og stode imod dem, der de gik ud fra Pharao.

Og de sagde til dem: Herren skal see paa eder og dømme, at I have gjort os ildelugtende for Pharao og for hans Tjenere, at give Sværdet i deres Haand til at ihjelslaae os.

Og Mose vendte sig til Herren igjen og sagde: Herre, hvi gjør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig?

Thi fra den Tid, da jeg kom til Pharao, at tale i dit Navn, haver han gjort ilde imod dette Folk; og du haver ingenlunde friet dit Folk.