| Bibelvers

Verse 37

Og den Førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag.

Referenced Verses

5 Mos 2:9 : 9 Da sagde Herren til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Eiendom, thi jeg haver givet Loths Børn Ar til Eiendom.
5 Mos 2:19 : 19 Og du kommer nær frem for Ammons Børn, du skal ikke trænge dem, ei heller befatte dig med dem (i Krig); thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Eiendom, thi jeg haver givet Loths Børn det til Eiendom,
5 Mos 23:3 : 3 En Ammonit og Moabit skal ikke komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led skal ikke Nogen af dem komme i Herrens Forsamling evindelig;
Dom 3:1-9 : 1 Og disse ere de Hedninger, som Herren lod blive, for ved dem at forsøge Israel, (nemlig) alle dem, som vidste Intet af alle Canaans Krige; 2 aleneste at Israels Børns Efterkommere skulde vide (dem), at (de kunde) lære dem (at føre) Krig, aleneste dem, som tilforn Intet vidste af dem: 3 (nemlig) fem Philisters Fyrster, og alle Cananiterne og Zidonierne og Heviterne, som boede ved Libanons Bjerg, fra det Bjerg Baal-Hermon, indtil man kommer til Hamath. 4 Og de vare, for at forsøge Israel ved dem, at vide, om de vilde lyde Herrens Bud, hvilke han havde budet deres Fædre formedelst Mose. 5 Og Israels Børn boede midt iblandt de Cananiter, Hethiter og Amoriter og Pheresiter og Heviter og Jebusiter. 6 Og de toge deres Døttre sig til Hustruer, og deres Sønner gave de deres Døttre, og de tjente deres Guder. 7 Og Israels Børn gjorde det, som var ondt for Herrens Øine, og forglemte Herren deres Gud, og tjente Baalim og Lundene. 8 Da optændtes Herrens Vrede over Israel, og han solgte dem i Cusan-Risathaims, Kongen af Mesopotamiens, Haand; og Israels Børn tjente Cusan-Risathaim otte Aar. 9 Da raabte Israels Børn til Herren, og Herren opreiste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, Kenas Søn, Calebs Broder, (som var) yngre end han. 10 Og Herrens Aand var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig; og Herren gav Cusan-Risathaim, Kongen af Mesopotamien, udi hans Haand; og hans Haand var stærk over Cusan-Risathaim. 11 Og Landet hvilede fyrretyve Aar; og Othniel, Kenas Søn, døde. 12 Men Israels Børn bleve ved at gjøre det, som var ondt for Herrens Øine; og Herren styrkede Eglon, de Moabiters Konge, imod Israel, fordi de gjorde det, som var ondt for Herrens Øine. 13 Og han samlede til sig Ammons Børn og Amalek; og han gik hen og slog Israel, og de indtoge Palmestaden. 14 Og Israels Børn tjente Eglon, Moabiternes Konge, atten Aar. 15 Da raabte Israels Børn til Herren, og Herren opreiste dem en Frelser, Ehud, Geræ Søn, en Benjaminit, en Mand, som var keithaandet; og Israels Børn sendte Eglon, de Moabiters Konge, Skjenk ved hans Haand. 16 Og Ehud gjorde sig et Sværd, og det var tveegget, en Alen langt; og han ombandt det under sine Klæder paa sin høire Hofte. 17 Og han førte Skjenken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en saare fed Mand. 18 Og det skede, der han havde fuldendt at fremføre Skjenken, da lod han Folket fare, som havde baaret Skjenken. 19 Men han vendte tilbage fra de udskaarne Billeder, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! da sagde han: Stille! og de gik alle ud fra ham, som stode hos ham. 20 Og Ehud kom ind til ham, og han sad i Sommersalen, som han havde, alene, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord til dig; da stod han op af Thronen. 21 Og Ehud udrakte sin venstre Haand og tog Sværdet fra sin høire Hofte, og han stødte det i hans Bug. 22 Og Heftet gik ogsaa ind efter Bladet, og Fedmen lukkede til efter Bladet; thi han drog ikke Sværdet ud af hans Bug, og Skarnet gik ud. 23 Da gik Ehud ud igjennem Forgemakket, og han tillukkede Salsdørene bag sig og lukkede (dem i Laas). 24 Og der han var udgangen, da kom hans Tjenere ind, og de saae, og see, Salsdørene var lukkede i Laas; og de sagde: Han skjuler visseligen sine Fødder i Kammeret ved Sommersalen. 25 Og de ventede, indtil de skammede sig, og see, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og see, da var deres Herre falden til Jorden (og) var død. 26 Men Ehud undkom, medens de tøvede; og han gik forbi de udskaarne Billeder og undkom til Seira. 27 Og det skede, der han kom (derhen), da blæste han i Trompeten paa Ephraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik frem for dem. 28 Og han sagde til dem: Følger efter mig, thi Herren haver givet eders Fjender, Moabiterne, i eders Haand; og de droge ned efter ham, og indtoge Jordanens Færgesteder for Moab, og lode ingen Mand gaae over. 29 Og de sloge Moabiterne paa den Tid, ved ti tusinde Mænd, hver stærk og hver duelig Mand; og ikke en Mand undkom. 30 Saa bleve Moabiterne ydmygede paa den samme Dag under Israels Haand, og Landet hvilede fiirsindstyve Aar. 31 Og efter ham var Samgar, Anaths Søn, og han slog Philisterne, sex hundrede Mænd, med en Oxestav; og han frelste ogsaa Israel.
Rut 4:10 : 10 Og tilmed har jeg taget Ruth, den Moabitiske, Mahlons Hustru, mig til en Hustru, til at opreise den Døde et Navn paa hans Arv, at den Dødes Navn skal ikke udryddes fra hans Brødre og af hans Steds Port; (dertil ere) I Vidner idag.
2 Sam 8:1-9 : 1 Og det skede derefter, at David slog Philisterne og ydmygede dem, og David tog Metheg-Haamma af Philisternes Haand. 2 Og han slog Moabiterne og maalte dem med en Snor, der han havde kommet dem til at ligge paa Jorden, og han maalte to Snorer at slaae ihjel, og en Snor fuld at lade leve; saa bleve Moabiterne Davids Tjenere, at de førte ham Skjenk til. 3 David slog og Hadad-Eser, Rechobs Søn, Kongen i Zoba, der han drog hen at sætte sin Krigsmagt ved den Flod Phrath. 4 Og David tog fra ham tusinde og syv hundrede Ryttere og tyve tusinde Mænd Fodfolk, og David sønderhuggede alle Vognhestene, og han lod blive tilovers hundrede Vognheste af dem. 5 Men de Syrer af Damascus kom for at hjælpe Hadad-Eser, Kongen af Zoba; og David slog af de Syrer to og tyve tusinde Mænd. 6 Og David lagde Besætning i Damascus udi Syria, saa bleve de Syrer Davids Tjenere, som førte (ham) Skjenk til; og Herren frelste David, ihvor han drog hen. 7 Og David tog de Guldskjolde, som vare hos Hadad-Esers Tjenere, og førte dem til Jerusalem. 8 Men af Bethah og af Berothai, Hadad-Esers Stæder, tog Kong David saare meget Kobber. 9 Der Thoi, Kongen af Hamath, hørte, at David havde slaget al Hadad-Esers Hær, 10 da sendte Thoi sin Søn Joram til Kong David for at hilse ham og for at velsigne ham, fordi at han havde stredet imod Hadad-Eser og slaget ham, thi Hadad-Eser førte idelig Krig imod Thoi; og han havde Sølvkar og Guldkar og Kobberkar med sig. 11 Ogsaa dem helligede Kong David for Herren tilligemed det Sølv og det Guld, som han helligede af alle de Hedninger, som han undertvang, 12 af Syria og af Moab og af Ammons Børn og af Philisterne og af Amalek og af Hadad-Esers, Rechobs Søns, Kongen af Zobas, Rov. 13 Og David gjorde sig navnkundig, der han kom tilbage, efterat han havde slaget de Syrer, (og slog endnu) udi Saltdalen atten Tusinde. 14 Og han lagde Besætning udi Edom, udi ganske Edom lagde han Besætning, og alle Edomiterne bleve Davids Tjenere; og Herren frelste David, ihvor han drog hen. 15 Saa var David Konge over al Israel, og David gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk. 16 Og Joab, Zerujas Søn, var over Hæren, og Josaphat, Ahiluds Søn, var Secretær. 17 Og Zadok, Ahitubs Søn, og Achimelech, Abjathars Søn, vare Præster, og Seraja var Skriver. 18 Og Benaja, Jojadas Søn, han var over de Crethi og de Plethi, og Davids Sønner vare (hans) ypperste Raad.
2 Kong 3:1-9 : 1 Og Joram, Achabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i det attende Josaphats, Judæ Konges, Aar, og regjerede tolv Aar. 2 Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øine, dog ikke som hans Fader og hans Moder; thi han borttog den Baals Støtte, som hans Fader lod gjøre. 3 Dog blev han hængende ved Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med; han veg ikke fra nogen af dem. 4 Og Mesa, de Moabiters Konge, havde (meget) Fæ, og han betalte Israels Konge hundrede tusinde Lam og hundrede tusinde Vædere med Ulden. 5 Men det skede, der Achab var, død, da faldt de Moabiters Konge af fra Israels Konge. 6 Da drog Kong Joram ud paa den samme Dag af Samaria og talte al Israels. 7 Og han drog hen og sendte til Josaphat, Kongen i Juda, og lod sige: De Moabiters Konge er falden af fra mig, vil du drage med mig imod Moabiterne til Krigen? og han sagde: Jeg vil komme op, jeg er saasom du, mit Folk saasom dit Folk, mine Heste saasom dine Heste. 8 Og han sagde: Ad hvilken Vei skulle vi drage op? og han sagde: Ad den Vei igjennem Edoms Ørk. 9 Saa drog Israels Konge og Judæ Konge og Edoms Konge; og de havde draget syv Dages Reise omkring, og der var ikke Vand for Hæren og for Bæsterne, som vare i Følge med dem. 10 Da sagde Israels Konge: Ak, at Herren haver kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand! 11 Og Josaphat sagde: Er her ingen Herrens Prophet, at vi kunde adspørge Herren ved ham? da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Saphats Søn, som øste Vand paa Elias Hænder. 12 Og Josaphat sagde: Herrens Ord er hos ham; saa droge Israels Konge og Josaphat og Edoms Konge ned til ham. 13 Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad haver jeg med dig at gjøre? gak til din Faders Propheter og til din Moders Propheter; og Israels Konge sagde til ham: (Ak) nei! thi Herren haver kaldet disse tre Konger at give dem i Moabs Haand. 14 Og Elisa sagde: (Saa vist som) den Herre Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staaer, dersom jeg ikke ansaae Josaphats, Judæ Konges, Person, da vilde jeg ikke see om til dig eller ansee dig. 15 Saa henter mig nu en Harpeleger; og det skede, der Harpelegeren legede (paa Harpen), da kom Herrens Haand over ham. 16 Og han sagde: Saa siger Herren: Gjører Grøfter ved Grøfter i denne Dal. 17 Thi saa siger Herren: I skulle ikke see Veir, ikke heller see Regn, alligevel skal denne Dal blive fuld af Vand, at I skulle drikke, baade I og eders Fæ og eders Bæster. 18 Dertilmed er dette en ringe Ting for Herrens Øine; han skal ogsaa give Moab i eders Haand. 19 Og I skulle nedslaae alle faste Stæder og alle udvalgte Stæder, og fælde alle gode Træer og tilstoppe alle Vandkilder, og I skulle fordærve alle gode Stykker (Land) med Stene. 20 Og det skede om Morgenen, da (man pleiede) at offre Madofferet, see, da kom der Vand fra den Vei fra Edom, og Landet fyldtes med Vandet. 21 Og der alle Moabiterne hørte, at Kongerne vare dragne op til at stride imod dem, da bleve de kaldte tilhobe, baade Alle, som ombandt Bæltet, og derover, og de stode ved Landemærket. 22 Og der de stode aarle op om Morgenen, og Solen gik op over Vandet, da saae Moabiterne tvært over for, at Vandet var rødt som Blod. 23 Og de sagde: Det er Blod, Kongerne ere aldeles ødelagte (af hverandre), og den Ene haver slaget den Anden; og nu, Moab, efter Bytte! 24 Og der de kom til Israels Leir, da stod Israel op og slog Moab, og de flyede for deres Ansigt, og de kom ind (i Landet) og sloge Moab. 25 Og de nedbrøde Stæderne, og hver kastede sin Steen paa alle gode Stykker (Land) og fyldte dem, og tilstoppede alle Vandkilder og fældede alle gode Træer, indtil (ikkun) Stenene i Kir-Hareseth bleve tilovers af den; og de, som sloge med Slynger, omgave den og sloge den. 26 Og Moabs Konge saae, at Krigen var ham for stærk; da tog han syv hundrede Mænd til sig, som uddroge Sværd, for at bryde igjennem til Kongen af Edom, men de kunde ikke. 27 Da tog han sin Søn, den Førstefødte, som skulde bleven Konge i hans Sted, og offrede ham til Brændoffer paa Muren; da blev der en stor Vrede mod Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til (deres) Land.
4 Mos 21:29 : 29 Vee dig, Moab! du Camos Folk er fortabt; han haver givet sine Sønner, som vare undkomne, og sine Døttre i Fængsel, til Sihon, Amoriternes Konge.
4 Mos 22:1-9 : 1 Og Israels Børn reiste (derfra), og de leirede sig paa Moabiternes slette Marker, paa hiin Side Jordanen mod Jericho. 2 Og Balak, Zippors Søn, saae alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. 3 Og Moabiterne gruede saare for Folkets Ansigt, fordi det var meget; og Moabiterne væmmedes ved Israels Børn. 4 Da sagde Moab til de Midianiters Ældste: Nu vil denne Hob opslikke alt det, som er rundt omkring os, ligesom Oxen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den samme Tid. 5 Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, i hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: See, et Folk er udgaaet af Ægypten, see, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tvært over for mig. 6 Og nu Kjære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaskee jeg kunde slaae det og uddrive det af Landet; thi jeg veed, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet. 7 Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de Ældste af Midianiterne, og Spaamænds Løn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de sagde Balaks Ord til ham. 8 Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg sige eder Ord igjen, ligesom Herren vil sige til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. 9 Og Gud kom til Bileam, og han sagde: Hvo ere de Mænd, som ere hos dig? 10 Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge, haver sendt til mig (sigende): 11 See, (her er) et Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds; gak nu hid, forband mig det, maaskee jeg kunde stride imod det og uddrive det. 12 Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaae med dem; du skal ikke forbande Folket, thi det er velsignet. 13 Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaaer til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaae med eder. 14 Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak; og de sagde: Bileam vægrede sig ved at gaae med os. 15 Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. 16 Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kjære, lad dig ikke forhindres fra at gaae til mig. 17 Thi jeg vil visseligen saare ære dig, og alt det, du siger til mig, vil jeg gjøre; men gak hid, Kjære, forband mig dette Folk. 18 Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tjenere: Dersom Balak vilde give mig sit Huus fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg (dog) ikke overtræde Herrens min Guds Ord, til at gjøre Lidet eller Stort. 19 Men bliver dog nu her, ogsaa I, inat, saa vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig. 20 Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gjøre. 21 Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde, og drog med de Moabiters Fyrster. 22 Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog hen, og Herrens Engel stillede sig i Veien, at imodstaae ham; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. 23 Og Aseninden saae Herrens Engel staae i Veien, og hans dragne Sværd, (som var) i hans Haand, og Aseninden veg af Veien og gik paa Marken; men Bileam slog Aseninden, for at bøie den i Veien (igjen). 24 Da stod Herrens Engel paa en (snæver) Sti, ved Viingaardene, hvor der var Steengjerde paa begge Sider. 25 Og der Aseninden saae Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen, og trykkede Bileams Fod til Veggen; og han slog hende end mere. 26 Men Herrens Engel blev ved at gaae forbi; og han stod paa et snevert Sted, der, hvor ingen Vei var at vige til høire eller venstre Side. 27 Og Aseninden saae Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kjeppen. 28 Da aabnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad haver jeg gjort dig, at du haver nu slaget mig tre Gange? 29 Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du haver handlet (saa) imod mig; gid jeg havde et Sværd i min Haand, da vilde jeg nu slaae dig ihjel. 30 Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du haver redet paa, siden du blev (min Herre), indtil denne Dag? pleiede jeg nogensinde at gjøre saaledes imod dig? og han sagde: Nei. 31 Da oplod Herren Bileams Øine, at han saae Herrens Engel staaende i Veien, og hans dragne Sværd i hans Haand, og han bøiede sig og kastede sig ned paa sit Ansigt. 32 Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor haver du slaget din Aseninde nu tre Gange? see, jeg er udgangen at imodstaae (dig), thi denne Vei er forvendt for mig. 33 Og Aseninden saae mig og veg nu tre Gange (af Veien) for mit Ansigt; ellers, dersom hun ikke havde veget (af Veien) for mit Ansigt, da vilde jeg endog saa slaget dig nu ihjel og ladet hende leve. 34 Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg haver syndet, men jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Veien; og nu, dersom det er ondt for dine Øine, vil jeg vende tilbage igjen 35 Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men aleneste det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster. 36 Og Balak hørte, at Bileam kom; og han drog ud imod ham til en Stad i Moab, som var ved Arnons Landemærke, som er ved det yderste Landemærke. 37 Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke alvorligen (Bud) til dig, at lade kalde dig? hvi drog du ikke til mig? mon jeg ikke visseligen skulde kunne ære dig? 38 Og Bileam sagde til Balak: See, jeg er nu kommen til dig; mon jeg aldeles formaaer at tale Noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. 39 Saa foer Bileam med Balak, og de kom til Kirjath-Husoth. 40 Og Balak offrede stort Qvæg og smaat Qvæg, og sendte (Bud) efter Bileam og efter de Fyrster, som vare hos ham. 41 Og det skede om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høie; og han saae derfra det Yderste af Folket.
4 Mos 24:1-9 : 1 Der Bileam saae, at det behagede Herren, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme, men han rettede sit Ansigt mod Ørken. 2 Og Bileam opløftede sine Øine og saae Israel, som boede (i Leiren) efter sine Stammer; og Guds Aand var over ham. 3 Og han tog til sit Sprog og sagde: Dette siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand, som har faaet Øiet oplukket. 4 Det siger den, som hører Guds Taler, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede: 5 Hvor behagelige ere dine Pauluner, Jakob! (ja) dine Boliger, Israel! 6 Ligesom Bække ere de udbredte, som Haverne ved en Flod, som Aloetræer, dem Herren har plantet, som Cedrene ved Vandet. 7 Der skal flyde Vand af hans Spande, og hans Sæd skal være ved meget Vand; og hans Konge skal blive høiere end Agag, og hans Rige skal ophøies. 8 Gud er den, som udførte ham af Ægypten, han haver megen Styrke, som en Eenhjørning; han skal fortære Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Been, og saare (dem) med sine Pile. 9 Han haver bøiet sig, lagt sig som en Løve og som en stor Løve, hvo tør opvække ham? velsignede være de, som dig velsigne, og forbandede være de, som dig forbande! 10 Da optændtes Balaks Vrede imod Bileam, og han slog sine Hænder tilsammen; og Balak sagde til Bileam: Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og see, du haver disse tre Gange aldeles velsignet (dem). 11 Og nu fly du til dit Sted; jeg har sagt: Jeg vil visseligen ære dig, men see, Herren haver forhindret dig fra denne Ære. 12 Og Bileam sagde til Balak: Talede jeg ikke ogsaa til dine Bud, som du sendte til mig, og sagde: 13 Dersom Balak vilde give mig sit Huus fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtræde Herrens Ord, til at gjøre Ondt eller Godt af mit Hjerte; det, som Herren vil tale, det vil jeg tale. 14 Og nu see, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil raade dig, hvad dette Folk skal gjøre ved dit Folk i de sidste Dage. 15 Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, som har faaet Øiet oplukket. 16 Det siger den, som hører Guds Taler, og som veed den Høiestes Vidskab, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede: 17 Jeg skal see ham, dog ikke nu, jeg skal skue ham, men ikke nær hos; der fremgaaer en Stjerne af Jakob, og opstaaer et Spiir af Israel, og det skal saare Moabs Hjørner og ødelægge alle Seths Børn. 18 Og Edom skal være (hans) Eiendom, og Seirs Eiendom skal høre hans Fjender til; men Israel skal gjøre kraftige Gjerninger. 19 Af Jakob skal En herske og fordærve det Øvrige af Stæderne. 20 Og der han saae Amalekiterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Amalek er Hedningernes Begyndelse, men det Sidste af ham skal ganske ødelægges. 21 Og der han saae Keniterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Fast er din Bolig, og sæt din Rede paa Klippen. 22 Dog skal det skee, at man skal opæde Kain, saa længe som Assur skal holde dig fangen. 23 Og han tog til sit Sprog og sagde: Vee! hvo skal blive ved Live, naar Gud vil beskikke ham (til Ødelæggelse)? 24 Thi Skibe af Kithims Havbred (skulle komme), og de skulle undertrykke Assur og undertrykke Eber, og endogsaa han skal ganske ødelægges. 25 Og Bileam stod op, og gik og vendte tilbage til sit Sted; og Balak gik ogsaa sin Vei.