Thi hver Ypperstepræst, som tages af Mennesker, beskikkes for Mennesker til Tjenesten for Gud, paa det at han skal frembære baade Gaver og Slagtoffere for Synder;

og han kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, eftersom han og selv er omgiven med Skrøbelighed;

og for dennes Skyld maa han, som for Folket, saaledes og for sig selv, frembære Syndoffer.

Og Ingen tager sig selv den Ære, men den (haver den), som er kaldet af Gud, ligesom og Aron var.

Saaledes haver og Christus ikke selv tillagt sig den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag.

Ligesom han og siger et andet Sted: Du er en Præst til evig Tid efter Melchisedeks Viis.

Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,

lærte, omendskjøndt han var Søn, dog Lydighed af det, han led;

og da han var bleven fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, Aarsag til evig Frelse,

udnævnt af Gud til Ypperstepræst efter Melchisedeks Viis.

Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, efterdi I ere blevne seendrægtige til at fatte.

Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære eder, hvilke Begyndelsesgrundene ere i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Melk behov og ikke haard Føde.

Thi hver, som faaer Melk, er uforfaren i Retfærdigheds Lære; thi han er et Barn.

Men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Erfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt.