I de samme Dage blev Ezechias dødssyg, og Esaias, Amoz Søn, Propheten, kom til ham og sagde til ham: Saa sagde Herren: Beskik dit Huus, thi du skal døe og ikke leve.

Og Ezechias vendte sit Ansigt til Væggen og bad til Herren,

og sagde: Ak Herre! kom dog ihu, at jeg haver troligen vandret for dit Ansigt og med et retskaffent Hjerte, og gjort det, som er godt for dine Øine; og Ezechias græd bitterligen.

Og Herrens Ord skede til Esaias, sigende:

Gak og siig til Ezechias: Saa sagde Herren, Davids, din Faders, Gud: Jeg haver hørt din Bøn, jeg haver seet din Graad; see, jeg lægger femten Aar til dine Dage.

Og jeg vil frie dig og denne Stad fra Kongen af Assyriens Haand, og beskjærme denne Stad.

Og du skal have dette Tegn af Herren, at Herren skal gjøre denne Gjerning, som han haver sagt:

See, jeg vil vende Skyggen paa Timestregerne, som er gaaen ned paa Achas Timestreger, paa Solviseren, ti Streger tilbage; og Solen gik ti Streger, over hvilke den var nedgangen, tilbage paa Stregerne.

Ezechias's, Judæ Konges, Skrift, der han havde været syg og var bleven helbredet af sin Sygdom:

Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.

Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.

Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.

Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.

Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.

Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.

Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.

See, udi Fred kom paa mig en Bitterhed, (ja) en Bitterhed; men du, du haver kjærligen annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Hule, thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.

Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.

Den, som lever, (ja) den, som lever, han skal takke dig, som jeg (gjør) idag; en Fader skal undervise Børn om din Sandhed.

Herre! (kom) at frelse mig, saa ville vi lege paa min Strængeleg i Herrens Huus alle de Dage, vi leve.

Men Esaias havde sagt, at de skulde tage en Klump af Figen og gjøre den til et Plaster paa hans Byld, saa skulde han leve.

Og Ezechias havde sagt: Hvad (skal være) Tegn (dertil), at jeg skal gaae op i Herrens Huus?