Verse 4

See, ogsaa Skibene, enddog de ere saa store og drives af stærke Vinde, vendes med et saare lidet Ror, hvor Styrmandens Fart vil hen.

Referenced Verses

• Sal 107:25-27 : 25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger. 26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke. 27 De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
• Jona 1:4 : 4 Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
• Matt 8:24 : 24 Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
• Apg 27:14-38 : 14 Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon. 15 Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa. 16 Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden. 17 Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes. 18 Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord. 19 Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab. 20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses. 21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade. 22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet. 23 Thi denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører og hvem jeg tjener, og sagde: 24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig. 25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt. 26 Men vi skulle strande paa en Ø. 27 Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær. 28 Og da de loddede, havde de tyve Favne; men der de vare komne lidet derfra og loddede atter, havde de femten Favne. 29 Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag. 30 Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen, 31 da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste. 32 Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned. 33 Men imidlertid, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: Det er idag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til eder. 34 Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder. 35 Men der han havde sagt dette og havde taget Brød, takkede han Gud for Alles Øine, og brød det og begyndte at æde. 36 Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad. 37 Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle. 38 Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet.