Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.

Det maae de sige, som ere igjenløste af Herren, de, han haver igjenløst af Modstanderens Haand,

og de, som han haver samlet fra Landene, fra Østen og fra Vesten, fra Norden og fra Havet.

De, som fore vild i Ørken, paa en øde Vei, de, som fandt ingen Stad, som de kunde boe udi,

— (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.

Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.

Og han førte dem paa en ret Vei, at de gik til en Stad, som de kunde boe udi —

lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;

fordi han mættede en tørstig Sjæl, og fyldte en hungrig Sjæl med Godt.

De, som sadde i Mørke og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og i Jern,

— fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.

Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.

Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.

Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—

lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;

fordi han sønderbrød Kobberporte og sønderhuggede Jernstænger.

(De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld,

— deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.

Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.

Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser —

lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,

og offre Takoffers Offere, og fortælle hans Gjerninger med Frydesang.

De, som fare ned paa Havet i Skibe, som udrette (deres) Gjerning i store Vande,

— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.

Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.

De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.

De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.

Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.

Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.

Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —

lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,

og ophøie ham i Folkets Forsamlings og rose ham der, hvor de Gamle sidde.

Han gjorde Floder til en Ørk, og Vandløb til et tørstigt (Sted),

et frugtbart Land til et salt (Land) for deres Ondskab, som boede deri.

Han gjorde en Ørk til en Vandsø, og et tørt Land til Vandløb.

Og han lod de Hungrige boe der, og de beredte en Stad, som de kunde boe udi.

Og de saaede Agre og plantedeViingaarde, og de fik Frugt (af deres) Indkomme.

Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Fæ.

Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.

Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.

Men han ophøiede en Fattig af Elendighed, og gjorde Slægterne som en Hjord.

De Oprigtige skulle see det og glæde sig; men al Uretfærdighed maa lukke sin Mund til.

Hvo er viis, han skal bevare disse Ting, og de skulle forstaae Herrens Miskundheder.