Job beder Gud, han vil ikke handle med ham som med en Ugudelig, da han kjendte hans Uskyldighed og selv tilforn havde gjort saa store Velgjerninger imod ham

Verse 1

Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

Verse 2

Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.

Verse 3

Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?

Verse 4

Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?

Verse 5

Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?

Verse 6

at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.

Verse 7

Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.

Verse 8

Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.

Verse 9

Kjære, kom ihu, at du gjorde mig som Leer, og at du vil gjøre mig til Støv igjen.

Verse 10

Haver du ei udgydt mig som Melk, og ladet mig løbe tilhobe som Ost?

Verse 11

Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?

Verse 12

Du haver beviist Liv og Miskundhed imod mig, og din Besøgelse bevarede min Aand.

klager atter over sine svare Lidelser, ønsker, han ikke havde været født, og at Gud endnu vilde vederqvæge ham lidet før hans Død

Verse 13

Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.

Verse 14

Dersom jeg syndede, saa varede du paa mig, og lod mig ikke være uskyldig for min Misgjerning.

Verse 15

Haver jeg handlet ugudeligen, (da) vee mig! og var jeg retfærdig, (da) vilde jeg (dog) ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse, see dog til min Elendighed!

Verse 16

Thi den voxer, (og) du jager mig, som en (grum) Løve; og du kommer igjen, du handler underligen imod mig.

Verse 17

Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.

Verse 18

Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!

Verse 19

Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.

Verse 20

Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,

Verse 21

for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

Verse 22

et meget mørkt Land, som Dødens Skygges Mørkhed, (og hvor) ingen Orden er, og (hvad) der skinner, er som Mørkhed.