Job taler om sin Erfarenhed i disse Ting, klager over sine Venners Uforstandighed og beder dem tie, at han maatte tale

Verse 1

See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.

Verse 2

Ligesom I vide, veed jeg, (ja) jeg ogsaa; jeg feiler ikke mere end I.

Verse 3

Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.

Verse 4

Thi sandeligen, I sammensye Løgn, I ere allesammen unyttige Læger.

Verse 5

Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.

Verse 6

Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.

Verse 7

Ville I tale for Gud med Uret, og tale Svig for ham?

Verse 8

Ville I ansee hans Person, eller trætte for Gud?

Verse 9

(Skal det blive) godt, naar han skal undersøge eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?

Verse 10

Han skal visseligen straffe eder, om I ansee Personer i Løndom.

Verse 11

Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?

Verse 12

Eders Erindringer ere at ligne ved Aske, eders Høiheder (skulle blive) til Høiheder af Leer.

Verse 13

Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).

Verse 14

Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?

taler om sin gode Samvittighed og Tillid til Gud, og beraaber sig paa Gud selv, ønskende, Gud vilde lade af fra sin Haardhed

Verse 15

See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.

Verse 16

Han skal være mig til Salighed; men der skal ingen Øienskalk komme for hans Ansigt.

Verse 17

Hører flittig min Tale og det, jeg kundgjør for eders Øren.

Verse 18

See, Kjære, (naar) jeg faaer ordentlig beskikket Retten, (da) veed jeg, at jeg, jeg skal blive retfærdig.

Verse 19

(Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.

Verse 20

Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:

Verse 21

Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.

Verse 22

Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.

Verse 23

Hvor mange ere mine Misgjerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd.

Verse 24

Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?

Verse 25

Vil du forfærde et rystet Blad og forfølge et tørt Straa?

Verse 26

Thi du skriver Bitterheder op mod mig, og lader mig faae min Ungdoms Synder til Arv.

Verse 27

Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.

Verse 28

Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.