Job beklager Menneskets Elendighed i Almindelighed

Verse 1

Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.

Verse 2

Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.

Verse 3

(Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.

Verse 4

Hvo vil give en Reen af en Ureen? ikke Een.

Verse 5

Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,

Verse 6

da lad af fra ham, at han maa hvile, indtil han faaer Behagelighed, som en Daglønner til sin Dag.

Verse 7

Thi et Træ haver Haab, naar det er afhugget, og det kan endnu omskiftes, og dets (unge) Qvist skal ikke lade af.

Verse 8

Om dets Rod bliver gammel i Jorden, og Stubben deraf døer i Støvet,

Verse 9

(saa) grønnes det (dog igjen) af Vandets Lugt og skyder Grene som en Plante.

Verse 10

Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?

Verse 11

(Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,

Verse 12

(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

i Særdeleshed ønsker han, Gud vilde lade af fra at tugte ham saa haardeligen, og beklager sine og Andres Lidelser

Verse 13

Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!

Verse 14

Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.

Verse 15

(Da) skulde du kalde, og jeg, jeg skulde svare dig; du skulde have Lyst til dine Hænders Gjerning.

Verse 16

Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.

Verse 17

Min Overtrædelse er beseglet i et Knippe, og du syer om min Misgjerning.

Verse 18

Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.

Verse 19

Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.

Verse 20

Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.

Verse 21

Ere hans Børn i Ære, da veed han det ikke, eller om de ere ringe, da agter han ikke paa dem.

Verse 22

Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.