Og det skede en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.

Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet og vandre om derudi.

Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde; og han holder endnu fast ved sin Fuldkommenhed, men du haver tilskyndet mig mod ham at opsluge ham uden Aarsag.

Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, og alt det en Mand haver, giver han for sit Liv.

Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Been og ved hans Kjød, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?

Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.

Da foer Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med en ond Byld fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.

Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig dermed, og han sad midt i Asken.

Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Fuldkommenhed? velsign Gud, og dø!

Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige (Qvinder) taler; skulle vi alene tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted, Eliphas, den Themaniter, og Bildad, den Suchiter, og Zophar, den Naamathiter; og de samlede sig tilhobe for at komme at have Medynk over ham og at trøste ham.

Men der de opløftede deres Øine langt fra, da kjendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd; og de sønderrev hver sin Kappe, og de strøede Støv paa deres Hoveder mod Himmelen.

Og de sadde med ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og Ingen talede til ham et Ord; thi de saae, at Pinen var saare stor.