Elihu fortryder paa, at Jobs Venner ikke kunde gi Job noget ret Svar

Verse 1

Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig for sine (egne) Øine.

Verse 2

Men Elihu, Barachels Søn, den Busiter, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes, (ja) hans Vrede optændtes mod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdigere end Gud.

Verse 3

Hans Vrede optændtes og mod hans tre Venner, fordi de fandt intet Svar og dømte (dog) Job at være ugudelig.

begynder at tale og gi Aarsagen tilkjende, hvorfor han saalænge havde tiet og hørt paa dem, men nu ikke vilde tie længer

Verse 4

Men Elihu havde biet (efter, at) Job skulde ende sine Ord, efterdi de vare ældre af Aar end han.

Verse 5

Der Elihu saae, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.

Verse 6

Derfor svarede Elihu, Barachels Søn, den Busiter, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere udlevede (Mænd), derfor ræddedes jeg og frygtede at kundgjøre eder min Kundskab.

Verse 7

Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.

Verse 8

Sandelig, den Aand, der er i Menneskene, og den Almægtiges Aande gjør dem forstandige.

Verse 9

De Store ere ikke (altid) vise, ei heller forstaae de Gamle (altid) Retten.

Verse 10

Derfor siger jeg: Hør mig; jeg, jeg vil ogsaa kundgjøre min Kundskab.

Verse 11

See, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte (mine) Øren hen til (at høre) eders Forstand, indtil at I kunde have udsøgt, (hvad I vilde) tale.

Verse 12

Da jeg (nu) haver agtet paa eder, see, da er der Ingen, som overbeviser Job, (Ingen) af eder, som kunde svare til hans Taler.

Verse 13

Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.

Verse 14

Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.

Verse 15

De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.

Verse 16

Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.

Verse 17

(Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.

Verse 18

Thi jeg er fuld af Taler, en Aand i mit Indre trænger mig.

Verse 19

See, mit Indre er som Viin, der ikke er aabnet for, det maa revne som nye Læderflasker.

Verse 20

Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.

han vil i sin Tale ikke bruke nogen Persons Anseelse

Verse 21

Kjære, jeg vil ikke ansee Nogens Person, og jeg vil ikke nævne noget Menneske (med Ærestitel).

Verse 22

Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).