Verse 1
Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig for sine (egne) Øine.
Verse 2
Men Elihu, Barachels Søn, den Busiter, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes, (ja) hans Vrede optændtes mod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdigere end Gud.
Verse 3
Hans Vrede optændtes og mod hans tre Venner, fordi de fandt intet Svar og dømte (dog) Job at være ugudelig.
Verse 4
Men Elihu havde biet (efter, at) Job skulde ende sine Ord, efterdi de vare ældre af Aar end han.
Verse 5
Der Elihu saae, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
Verse 6
Derfor svarede Elihu, Barachels Søn, den Busiter, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere udlevede (Mænd), derfor ræddedes jeg og frygtede at kundgjøre eder min Kundskab.
Verse 7
Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.
Verse 8
Sandelig, den Aand, der er i Menneskene, og den Almægtiges Aande gjør dem forstandige.
Verse 9
De Store ere ikke (altid) vise, ei heller forstaae de Gamle (altid) Retten.
Verse 10
Derfor siger jeg: Hør mig; jeg, jeg vil ogsaa kundgjøre min Kundskab.
Verse 11
See, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte (mine) Øren hen til (at høre) eders Forstand, indtil at I kunde have udsøgt, (hvad I vilde) tale.
Verse 12
Da jeg (nu) haver agtet paa eder, see, da er der Ingen, som overbeviser Job, (Ingen) af eder, som kunde svare til hans Taler.
Verse 13
Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
Verse 14
Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
Verse 15
De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
Verse 16
Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
Verse 17
(Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
Verse 18
Thi jeg er fuld af Taler, en Aand i mit Indre trænger mig.
Verse 19
See, mit Indre er som Viin, der ikke er aabnet for, det maa revne som nye Læderflasker.
Verse 20
Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
Verse 21
Kjære, jeg vil ikke ansee Nogens Person, og jeg vil ikke nævne noget Menneske (med Ærestitel).
Verse 22
Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).