Elihu formaner Job ved adskillige bevægende Aarsager til at gi Agt på hans Tale

Verse 1

Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.

Verse 2

See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.

Verse 3

Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.

Verse 4

Guds Aand haver gjort mig, og den Almægtiges Aande skal lade mig leve.

Verse 5

Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.

Verse 6

See, jeg er ligesom din Mund for Gud, jeg, jeg er ogsaa udskaaren af Leer.

Verse 7

See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.

straffer Job derfor, at han havde formeget staaet paa sin egen Retfærdighed for Gud

Verse 8

Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:

Verse 9

Jeg er reen, foruden Overtrædelse, jeg er uskyldig, og (der er) ingen Misgjerning hos mig.

Verse 10

See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.

Verse 11

Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.

Verse 12

See, (herpaa) svarer jeg dig: Hermed er du ikke retfærdig; thi Gud er mere (retfærdig) end et Menneske.

Verse 13

Hvorfor haver du trættet med ham? efterdi han ikke gjør dig Regnskab for nogen af sine Gjerninger.

taler om, hvorledes Gud Pleier at lede Folk til Omvendelse ved Drømme, Syner, Tugtelser og til Troen paa Messias, som forsoner dem, paa det at det siden maatte gaae dem vel

Verse 14

Men Gud taler eengang og anden Gang, men man agter ikke derpaa.

Verse 15

I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,

Verse 16

da aabenbarer han (det) for Folkenes Øre og besegler (det) ved deres Tugtelse,

Verse 17

at Mennesket skal borttage sin Gjerning, og at han maa skjule Hovmodighed for en Mand,

Verse 18

og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.

Verse 19

Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,

Verse 20

saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad.

Verse 21

Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;

Verse 22

og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.

Verse 23

Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, Een af Tusinde, til at kundgjøre det Menneske, hvad ret er for ham,

Verse 24

saa skal han forbarme sig over ham og sige: Forløs ham, at han ikke farer ned i Fordærvelsen; jeg haver fundet en Forsoning.

Verse 25

Da skal hans Kjød blive saftigt, mere end i Barndommen, han skal komme igjen til sin Ungdoms Dage.

Verse 26

Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed.

Verse 27

Han skal beskue Menneskene og sige: Jeg haver syndet og forvendt Retten, men det haver ikke været mig nyttigt.

Verse 28

Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.

Verse 29

See, alle disse Ting gjør Gud to (eller) tre Gange med en Mand,

Verse 30

for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.

formaner Job at høre og betænke dette, eller og svare Noget dertil, om han kunde

Verse 31

Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.

Verse 32

(Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.

Verse 33

Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.