Da svarede Eliphas, den Themaniter, og sagde:

Om vi vilde forsøge (at tale) et Ord til dig, skulde du (vel) kjedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

See, du haver underviist Mange, og styrket de trætte Hænder.

Dine Taler have opreist den Faldne, og du haver styrket de bøiede Knæ.

Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.

Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?

Kjære, kom ihu, hvilken Uskyldig er omkommen? eller hvor ere de Oprigtige udslettede?

Saasom jeg haver seet: De, som pløie Uret, og de, som saae Møie, de maae høste det Samme.

De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.

Løvens Brølen og den (grumme) Løves Røst (stilledes), og de unge Løvers Tænder ere knuste.

Den (stærke) Løve omkommer, fordi der er intet Rov, og den (gamle) Løves Unger adspredes.

Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.

I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,

da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.

Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.

Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)

Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?

See, han kan ikke troe sine Tjenere, og han maa lægge Daarlighed paa sine Engle;

hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.

Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.

Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.