Men Job svarede og sagde:

Sandeligen, jeg veed, at det er saaledes, og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

Om han haver Lyst til at trætte med ham, (saa) kan han ikke svare ham Eet af Tusinde.

Han er viis af Hjertet og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,

han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,

han, som taler til Solen, og den gaaer ikke op, og besegler for Stjernerne,

som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,

som gjør Arcturus, Orion og Syvstjernen og de (inderste) Kamre mod Sønden,

som gjør store Ting, saa de ikke (staae til) at randsage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal paa.

See, han gaaer over for mig, og jeg seer (ham) ikke, og han gaaer frem, og jeg forstaaer mig ikke paa ham.

See, (naar) han vil tage, hvo kan komme ham til at give igjen? hvo vil sige til ham: Hvad gjør du?

Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.

Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.

Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.

Om jeg end raabte, og han svarede mig, da kunde jeg (dog) ikke troe, at han vender (sine) Øren til min Røst.

Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.

Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.

Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?

Om jeg vilde sige: Jeg er retfærdig, saa skulde min Mund dømme mig at være ugudelig; er jeg (end) fuldkommen, da kan han dog gjøre mig forvendt.

Var jeg fuldkommen, saa kjendte jeg dog ikke mig selv; jeg foragter mit Levnet.

Dette Ene sagde jeg derfor: Han, han udrydder den Fuldkomne og den Ugudelige.

Om han end med Svøbe dræber (Nogen) hasteligen, da spotter han de Uskyldiges Fristelse.

Landet bliver givet i en Ugudeliges Haand, han skjuler dets Dommeres Ansigt; (gjør han det) ikke, hvor (og) hvo er den, (der gjør det)?

Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.

De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,

da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.

Jeg, jeg maa være ugudelig; hvorfor vil jeg nu bemøie mig forgjæves?

Om jeg end toede mig med Sneevand, og rensede mine Hænder med Sæbe,

da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.

Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.

Der er Ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, (som) kan lægge sin Haand paa os begge.

Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

(Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).