Men der var en Syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søster, vare.

— Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg. —

Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den du elsker, er syg.

Men der Jesus det hørte, sagde han: Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den.

Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.

Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var.

Sidenefter sagde han til Disciplene: Lader os drage til Judæa igjen.

Disciplene sagde til ham: Mester! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?

Jesus svarede: Er der ikke tolv Timer om Dagen? Om Nogen vandrer om Dagen, han støder sig ikke; thi han seer denne Verdens Lys.

Men om Nogen vandrer om Natten, han støder sig; thi Lyset er ikke i ham.

Dette sagde han; og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen, for at opvække ham af Søvne.

Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da vil han blive karsk igjen.

Men Jesus talede om hans Død; de Derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn.

Derfor sagde Jesus da til dem ligefrem: Lazarus er død;

og jeg er glad for eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det at I skulle troe; men lader os gaae til ham.

Da sagde Thomas — hvilket (Navn) betyder Tvilling — til sine Meddisciple: Lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham.

Da Jesus kom, fandt han ham liggende allerede fire Dage i Graven.

— Men Bethania var nær Jerusalem, henved femten Stadier derfra. —

Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria, for at trøste dem over deres Broder.

Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham imøde; men Maria sad i Huset.

Da sagde Martha til Jesum: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.

Men ogsaa nu veed jeg, at hvad somhelst du vil bede Gud om, vil Gud give dig.

Jesus sagde til hende: Din Broder skal opstaae.

Martha siger til ham: Jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag.

Jesus sagde til hende: Jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve;

og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døe evindeligen. Troer du dette?

Hun siger til ham: Ja, Herre! jeg haver troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som skulde komme til Verden.

Og der hun dette havde sagt, gik hun bort, og kaldte sin Søster Maria hemmeligen og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig.

Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham.

— Men Jesus var ikke endnu kommen ind i Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham. —

Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: Hun gaaer bort til Graven for at græde der.

Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.

Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, blev han heftig (rørt) i Aanden, og bevægedes inderlig og sagde:

Hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see.

Jesus græd.

Da sagde Jøderne: See, hvor han elskede ham!

Men Nogle af dem sagde: Kunde ikke den, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død.

Derfor blev Jesus atter inderligen bevæget og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derpaa.

Jesus sagde: Tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han haver ligget fire Dage.

Jesus sagde til hende: Sagde jeg dig ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?

Derfor toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du haver hørt mig.

Men jeg vidste, at du hører mig altid; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du haver udsendt mig.

Og der han dette havde sagt, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud!

Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: Løser ham og lader ham gaae.

Derfor troede Mange af de Jøder paa ham, som vare komne til Maria og havde seet de Ting, som Jesus havde gjort.

Men Nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort.

Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: Hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham, og Romerne skulle komme og tage baade vort Land og Folk.

Men En af dem, Caiphas, som var det Aars Ypperstepræst, sagde til dem:

I vide slet Intet, ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske døer for Folket, og at ikke det ganske Folk skal ødelægges.

— Men dette sagde han ikke af sig selv, men da han var det samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døe for Folket,

og ikke for Folket alene, men for at han og skulde samle Guds Børn, der ere adspredte, til een Hob. —

Derfor raadsloge de fra den Dag af om at ihjelslaae ham.

Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørkenen, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der med sine Disciple (nogen Tid).

Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra den Egn gik op til Jerusalem før Paaske for at rense sig.

Da ledte de efter Jesum og talede med hverandre, der de stode i Templet: Hvad tykkes eder om, at han ikke kommer til Høitiden?

Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, for at de kunde gribe ham.