Og Herren havde talet til Mose paa Sinai Bjerg og sagt:

Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme til det Land, som jeg vil give eder, da skal Jorden hvile, (det skal være) en Sabbat for Herren.

Sex Aar skal du saae din Mark, og sex Aar skal du skjære din Viingaard, og du skal samle dens Grøde.

Men i det syvende Aar skal være en Hviles Sabbat for Landet, det er en Sabbat for Herren; du skal ikke saae din Mark, og ei skjære din Viingaard.

Hvad der voxer af din Høst af sig selv, skal du ikke høste, og ikke afplukke de Viindruer, som voxe uden dit Arbeide; det skal være et Hvileaar for Landet.

Og det skal være Landets Sabbat, for eder til Spise, for dig og for din Tjener og for din Tjenestepige, og for din Daglønner og for den, som boer hos dig, de Fremmede hos dig,

og for dit Fæ og for de vilde Dyr, som ere i dit Land; al dets Grøde skal være til at æde.

Og du skal tælle dig syv Hvileaar, syv Aar syv Gange; og de syv Hvileaars Dage skulle være dig ni og fyrretyve Aar.

Og du skal lade en Basunklang gaae igjennem (Landet), i den syvende Maaned, paa den tiende (Dag) i Maaneden; paa Forligelsens Dag skulle I lade Basunen gaae igjennem, udi alt eders Land.

Og I skulle holde det halvtredsinds tyvende Aars Aar helligt, og I skulle udraabe Frihed i Landet for alle dem, som boe deri; det skal være eder et Jubelaar, og I skulle igjenkomme, hver til sin Eiendom, og igjenkomme, hver til sin Slægt.

Det halvtredsindstyvende Aars Aar skal være eder et Jubelaar; I skulle ikke saae, og ei høste det, som voxer af sig selv deri, og ikke afplukke det, som voxer uden Arbeide deri.

Thi det er et Jubelaar, det skal være eder en Hellighed; I skulle æde af Marken dens Grøde.

I dette Jubelaar skulle I igjen komme, hver til sin Eiendom.

Og naar du sælger din Næste Noget, eller kjøber af din Næstes Haand, skulle I ikke forfordele, den Ene den Anden.

Efter Aarenes Tal, (som ere) efter Jubelaaret, skal du kjøbe af din Næste; efter Grødernes Aars Tal skal han sælge dig.

Eftersom Aarene ere mange til, skal du lade Kjøbet derpaa formeres, og eftersom Aarene ere faa til, skal du lade Kjøbet derpaa formindskes; thi han sælger dig Grødernes Tal.

Og I skulle ikke forfordele, Nogen sin Næste, men du skal frygte for din Gud; thi jeg, Herren, er eders Gud.

Derfor skulle I gjøre mine Skikke, og holde mine Rette, og gjøre dem; saa skulle I boe tryggeligen i Landet.

Og Landet skal give sin Frugt, at I skulle æde, til I mættes; og I skulle boe tryggeligen deri.

Og naar I ville sige: Hvad skulle vi æde i det syvende Aar? see, vi skulle ikke saae, og ei indsamle vor Grøde.

Da vil jeg give min Velsignelse Befaling over eder i det sjette Aar, og det skal bære Grøde for de tre Aar.

Og I skulle saae i det ottende Aar, og æde af den gamle Grøde; indtil det niende Aar, indtil Grøden kommer deraf, skulle I æde det Gamle.

Og I skulle ikke sælge Landet med en (fuldkommen) Afhændelse, thi Landet hører mig til; thi I, I ere Fremmede og Gjæster for mig.

Og i al eders Eiendoms Land skulle I lade Jorden til Løsning.

Naar din Broder bliver forarmet, at han sælger af sin Eiendom, saa skal hans Løser, som er ham næst paarørende, komme og løse det, hans Broder haver solgt.

Og naar Nogen ikke haver en Løser, og hans Haand formaaer og finder saa meget, som er nok til at løse det for,

da skal han regne de Aar, (siden) han solgte det, og igjengive det, som er derover, til Manden, hvilken han solgte det; saa skal han komme til sin Eiendom igjen.

Men dersom hans Haand ikke finder (saameget, som er) nok til at give ham igjen, da skal det, han haver solgt, være i dens Vold, som kjøbte det, indtil Jubelaaret; og i Jubelaaret skal det udgaae, og han skal komme til sin Eiendom igjen.

Og naar Nogen sælger en Boligs Huus i en Stad, der haver Muur, da haver han Frist til dets Løsning, indtil et heelt Aar er forløbet, efterat han haver solgt det; i et Aar skal Løsningen deraf kunne skee.

Men dersom det ikke bliver løst, førend det hele Aar er fuldendt for ham, da skal Huset, som er i den Stad, der haver Muur, stadfæstes med en (fuldkommen) Afhændelse til ham, som det kjøbte, for hans Efterkommere; det skal ikke gaae fra (ham) i Jubelaaret.

Men Husene i Landsbyerne, som ikke er Muur omkring, de skulle regnes ligesom en Ager paa Landet; der skal være Løsning for dem, og de skulle gaae fra (ham) i Jubelaaret.

Og (anlangende) Leviternes Stæder, de Huse i deres Eiendoms Stæder, da maa der altid skee Løsning af Leviterne.

Og hvo, som løser (Noget) af Leviterne, det skal gaae fra (ham), (hvad enten det er) et solgt Huus eller hans Eiendoms Stad, i Jubelaaret; thi Husene i Leviternes Stæder ere deres Eiendom, midt iblandt Israels Børn.

Men Marken, (som hører til) deres Stæders Forstad, skal ikke sælges; thi den er dem en evig Eiendom.

Og naar din Broder forarmes, og hans Formue tager af hos dig, da skal du styrke ham som en Fremmed og en Gjæst, at han kan leve med dig.

Du skal ikke tage Aager eller Overgift af ham, men du skal frygte for din Gud; at din Broder kan leve med dig.

Du skal ikke flye ham dine Penge paa Aager, og du skal ikke flye ham din Spise paa Overgift.

Jeg er Herren eders Gud, jeg, som udførte eder af Ægypti Land, for at give eder Canaans Land, for at være eder til en Gud.

Og naar din Broder forarmes hos dig, og han sælges til dig, da skal du ikke lade ham tjene hos dig paa den Maade, som en Træl tjener.

Han skal være hos dig som en Daglønner, som en Gjæst; han skal tjene hos dig indtil Jubelaaret.

Da skal han udgaae fra at være hos dig, han og hans Børn med ham; og han skal vende tilbage til sin Slægt, og vende tilbage til sine Fædres Eiendom.

Thi de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægypti Land; de skulle ikke sælges, som en Træl sælges.

Du skal ikke strengeligen regjere over ham, men frygte for din Gud.

Og (anlangende) din Træl og din Tjenestepige, som du skal have, da skulle I kjøbe Træl og Tjenestepige af Hedningerne, som ere rundt omkring eder,

og desforuden af Gjæsternes Børn, de Fremmedes iblandt eder, af dem skulle I kjøbe, og af deres Slægt, som er hos eder, som de have avlet i eders Land; og de skulle være eder til Eiendom.

Og dem skulle I arveligen beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eie dem til en Eiendom; de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den Ene ikke strengeligen regjere over den Anden.

Og naar en Fremmeds eller Gjæsts Haand hos dig formaaer meget, og din Broder forarmes hos ham, saa at han sælger sig til den Fremmede, som er Gjæst hos dig, eller til den Fremmedes Slægts Stamme,

da skal der, efterat han er solgt, være Ret til Løsning for ham; en af hans Brødre maa løse ham.

Enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn maa løse ham, eller Nogen af hans næste Slægt, af hans Slægtskab, maa løse ham; eller formaaer hans Haand saa meget, da maa han løse sig selv.

Og han skal regne med den, som ham kjøbte, fra det Aar, da han solgtes til ham, indtil Jubelaaret; og Pengene, som han solgtes for, skulle være efter Aarenes Tal; som med en Daglønners Dage skal det være med ham.

Om der ere endnu mange Aar tilbage, da skal han efter deres Beskaffenhed igjengive for sin Løsning af Pengene, han blev kjøbt for.

Men om der ere faa Aar til overs indtil Jubelaaret, da skal han regne med ham; efter sine Aars Beskaffenhed skal han igjengive for sin Løsning.

Ligesom en Daglønner skal han Aar fra Aar være hos ham; han skal ikke strengeligen regjere over han: for dine Øine.

Men dersom han kan ikke løses paa disse Maader, da skal han udgaae i Jubelaaret, han og hans Børn med ham.

Thi Israels Børn ere mine Tjenere, ja de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægypti Land; jeg er Herren eders Gud.