Og der de kom nær til Jerusalem, til Bethphage og Bethanien ved Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde til dem:

Gaaer bort til den By, som ligger for eder; og strax, naar I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket intet Menneske haver siddet; løser det og fører det hid.

Og dersom Nogen siger til eder: Hvorfor gjøre I dette? da siger, at Herren haver det behov; saa skal han strax sende det hid.

Men de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor paa Veiskjellet og løste det.

Og Nogle af dem, som der stode, sagde til dem: Hvad gjøre I, at I løse Føllet?

Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde befalet; og de lode dem gaae.

Og de førte Føllet til Jesum og lagde deres Klæder derpaa; og han satte sig derpaa.

Men Mange bredte deres Klæder paa Veien, men Andre huggede Grene af Træerne og strøede paa Veien.

Og de, som gik foran, og de, som fulgte, raabte og sagde: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!

Velsignet være vor Faders Davids Rige, som kommer i Herrens Navn; Hosanna i det Høieste!

Og Jesus gik ind i Jerusalem og i Templet, og da han havde beseet alle Ting, gik han, der det allerede var Aftens Tid, ud til Bethanien med de Tolv.

Og den anden Dag, der de gik ud fra Bethanien, hungrede han.

Og da han saae et Figentræ langt borte, som havde Blade, traadte han til, om han kunde finde Noget derpaa; og der han kom til det, fandt han Intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.

Og Jesus svarede og sagde til det: Nu skal Ingen æde Frugt mere af dig evindelig, og hans Disciple hørte det.

Og de kom til Jerusalem, og Jesus gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som solgte og kjøbte i Templet; og Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole stødte han om.

Og han tilstedte ikke, at Nogen bar et Kar igjennem Templet.

Og han lærte og sagde til dem: Er der ikke skrevet, at mit Huus skal kaldes et Bedehuus for alle Folk? men I have gjort en Røverkule deraf.

Og de Skriftkloge og Ypperstepræster hørte det og søgte, hvorledes de kunde omkomme ham; thi de frygtede for ham, eftersom alt Folket forundrede sig saare over hans Lærdom.

Og da det var blevet Aften, gik han ud udenfor Staden.

Og da de om Morgenen gik forbi, saae de, at Figentræet var visnet fra Rødderne af.

Og da Peder kom det ihu, sagde han til ham: Rabbi! see, Figentræet, det du forbandede, er visnet.

Og Jesus svarede og sagde til dem: Haver Tro til Gud.

Thi sandelig siger jeg eder, at hvo, som vilde sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, ham skal det skee, som han sagde.

Derfor siger jeg eder: Alt hvad I begjære, naar I bede, troer, at I skulle faae det, saa skal det vederfares eder.

Og naar I staae og bede, forlader, dersom I have Noget imod Nogen, at og eders Fader, som er i Himlene, skal forlade eder eders Overtrædelser.

Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ei heller forlade eder eders Overtrædelser.

Og de kom atter til Jerusalem, og der han gik i Templet, kom de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste til ham.

Og de sagde til ham: Af hvad Magt gjør du disse Ting? og hvo haver givet dig denne Magt, at du gjør disse Ting?

Men Jesus svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een Ting, og svarer mig, saa vil jeg og sige eder, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.

Johannis Daab, var den af Himmelen eller af Menneskene? svarer mig.

Og de tænkte ved sig selv og sagde: Sige vi: Den var af Himmelen, da siger han: Hvi troede I ham da ikke?

Men sige vi: Den var af Mennesker, — da frygtede de for Folket; thi Alle holdt Johannes for i Sandhed at være en Prophet.

Og de svarede og sagde til Jesum: Vi vide ikke. Og Jesus svarede og sagde til dem: Saa siger jeg eder heller ikke, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.