Og Pharisæerne og Nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham.

Og der de saae Nogle af hans Disciple æde Brød med almindelige, det er, med utoede Hænder, lastede de det.

— Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden ofte at toe Hænderne, saasom de holde de Gamles Anordninger;

og (hvad der kommer) fra Torvet, æde de ikke, uden at toe det, og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at toe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke. —

Derefter spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: Hvi vandre ikke dine Disciple efter de Gamles Anordning, men æde Brød med utoede Hænder?

Men han svarede og sagde til dem: Esaias haver spaaet ret om eder, I Øienskalke! som skrevet er: Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig.

Men de dyrke mig forgjæves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskenes Bud.

Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Anordning med at toe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting.

Og han sagde til dem: Smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde eders Anordning.

Thi Moses haver sagt: Ær din Fader og din Moder; og: Hvo, som bander Fader eller Moder, skal visseligen døe.

Men I sige: Naar Nogen siger til Fader eller Moder: Det, som du af mig skulde være hjulpen med, (er en) Corban, det er, en Gave (til Templet),

saa tilstede I ham ikke ydermere at gjøre sin Fader eller sin Moder nogen (Hjælp).

Og I gjøre Guds Ord til Intet formedelst eders Anordning, som I have paalagt, og I gjøre mange saadanne lignende Ting.

Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: Hører mig Alle og forstaaer.

Der er Intet udenfor Mennesket, som kommer ind i ham, som kan gjøre ham ureen; men de Ting, som gaae ud af ham, de ere de, som gjøre Mennesket ureent.

Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!

Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denne Lignelse.

Og han sagde til dem: Ere og I saa uforstandige? forstaae I ikke, at alt det, som udenfra kommer ind i Mennesket, det kan ikke gjøre ham ureen?

Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen, og gaaer ud ved den naturlige Gang, som udrenser al Mad.

Men han sagde: Hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent.

Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hor, Skjørlevnet, Mord,

Tyverier, Gjerrighed, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed.

Alle disse onde Ting udgaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent.

Og han stod op og gik derfra til Tyri og Sidons Grændser, og gik ind i et Huus og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult.

Thi en Qvinde, som havde hørt om ham, (og) hvis lille Datter havde en ureen Aand, kom og faldt ned for hans Fødder.

— Men hun var en græsk Qvinde, af Slægt Syrophønicisk, — og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter.

Men Jesus sagde til hende: Lad først Børnene mættes, thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaae Hunde.

Men hun svarede og sagde til ham: Jo, Herre! thi og de smaae Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.

Og han sagde til hende: For dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter.

Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren kastet paa Sengen.

Og der han gik ud igjen fra Tyri og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igjennem Decapolis Egne.

Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.

Og han tog ham i Eenrum fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,

og saae op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: Ephphata! det er, oplad dig!

Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede reent.

Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desmere kundgjorde de det.

Og de forundrede sig overmaade og sagde: Han haver gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.