Verse 1
En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
Verse 2
Naar Retfærdige blive mange, skal Folket glædes, men naar en Ugudelig hersker, skal Folket sukke.
Verse 3
En Mand, som elsker Viisdom, glæder sin Fader, men hvo, som underholder Horer, skal tabe (sit) Gods.
Verse 4
En Konge stadfæster Landet ved Ret, men en Mand, som tager Gaver, nedbryder det.
Verse 5
En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Gange.
Verse 6
I en ond Mands Overtrædelse er en Snare, men en Retfærdig skal fryde sig og glædes.
Verse 7
En Retfærdig kjender de Ringes Sag; en Ugudelig forstaaer sig ikke paa Kundskab.
Verse 8
Mænd, (som ere) Bespottere, føre en Stad i Strikke, men de Vise afvende Vrede.
Verse 9
(Naar) en viis Mand gaaer irette med en daarlig Mand, enten han heftig bevæges eller leer, faaer han ingen Ro.
Verse 10
Blodgjerrige Mænd hade en fuldkommen (Mand), men Oprigtige søge hans Sjæl.
Verse 11
En Daare udlader al sin Aand, men en Viis skal omsider stille den.
Verse 12
(Naar der er) en Regent, som agter paa Løgns Ord, (da blive) alle hans Tjenere ugudelige.
Verse 13
En Arm og en Bedrager mødtes, (men) Herren oplyser deres begges Øine.
Verse 14
En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Throne skal stadfæstes evindelig.
Verse 15
Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
Verse 16
Naar Ugudelige blive mange, bliver Overtrædelse megen, men Retfærdige skulle see paa deres Fald.
Verse 17
Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
Verse 18
Naar der ikke ere Syner, bliver et Folk blottet, men den, som bevarer Loven, han er salig.
Verse 19
En Tjener kan ikke tugtes med Ord; thi om han (det end) forstaaer, saa svarer han (dog) ikke (dertil).
Verse 20
Seer du, (at) en Mand er hastig i sine Ord, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
Verse 21
Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
Verse 22
En vredagtig Mand blander sig i Trætte, og en hastig Mand (gjør) megen Overtrædelse.
Verse 23
Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
Verse 24
Hvo, som deler med en Tyv, hader sin Sjæl, (saa og) den, der hører Forbandelse og ikke giver det tilkjende.
Verse 25
At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
Verse 26
Mange søge en Regents Ansigt, men en Mands Dom er af Herren.
Verse 27
En uretfærdig Mand er de Retfærdige en Vederstyggelighed, og den, som er oprigtig paa Veien, er en Ugudelig en Vederstyggelighed.