Min Søn! dersom du er bleven Borgen for din Næste, haver du slaget din Haand (i Haand) til den Fremmede,

er du besnæret med din Munds Taler, er du fangen med din Munds Taler,

(saa) gjør nu dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig (for hans Fødder) og styrk din Næste.

Tilsted dine Øine ikke at sove, eller dine Øienlaage at slumre.

Fri dig som en Raa af (Jægerens) Haand, og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.

Du Lade, gak til Myren, see dens Veie og bliv viis.

(Enddog) at den haver ingen Fyrste, Foged eller Regent,

bereder den sin Mad om Sommeren, den samler sin Spise om Høsten,

Du Lade! hvorlænge vil du ligge? naar vil du staae op af din Søvn?

(Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,

saa skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.

Et Belials Menneske, en uretfærdig Mand, han gaaer med en vanartig Mund,

han blinker med sine Øine, tegner med sine Fødder, viser med sine Fingre.

(Der ere saare) forvendte Ting i hans Hjerte, han optænker Ondt til hver Tid, han kommer Trætter afsted.

Derfor skal hans Ulykke hastelig komme, han skal snart sønderbrydes, at der skal ingen Lægedom være.

Disse sex Stykker hader Herren, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl:

Høie Øine, en løgnagtig Tunge, og Hænder, som udgyde en Uskyldigs Blod,

et Hjerte, som optænker uretfærdige Tanker, Fødder, som haste at løbe til det Onde,

et falskt Vidne, som udblæser (megen) Løgn, og den, som kommer Trætter afsted imellem Brødre.

Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.

Bind dem stedse paa dit Hjerte, bind dem (tæt) om din Hals.

Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig.

Thi Budet er en Lygte, og Loven er et Lys, og Tugtens (idelige) Overbeviisninger ere Livets Vei,

at bevare dig fra en ond Qvinde, fra en fremmed Tunges Glathed.

Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.

Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.

Mon Nogen kan tage Ild i sin Barm, saa at hans Klæder skulde ikke brændes?

Mon Nogen kan gaae paa Gløder, saa at hans Fødder skulde ikke brændes?

Saa (gaaer det) ham, som gaaer ind til sin Næstes Hustru; Ingen skal holdes uskyldig, som rører ved hende.

Man foragter ikke en Tyv, om han stjæler for at fylde sin Sjæl, efterdi han er hungrig.

Og naar han bliver funden, skal han betale syvfold, han skal give alt sit Huses Gods.

Men den, som bedriver Hor med en Qvinde, (ham) fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjæl, han, han maa gjøre det.

Han skal finde Plage og Skam, og hans Skjændsel skal ikke udslettes.

Thi Mandens Hastighed er en Nidkjærhed, og han skal ikke spare paa Hevnens Dag.

Han skal ikke tage nogen Forsoning (derfor), og ikke samtykke det, om du vilde end give megen Skjenk.