Mon ikke Viisdom raabe, og Forstand udgive sin Røst?

Ovenpaa de høie (Stæder) ved Veien, i Huset, ved Stierne staaer den.

Ved Siden af Portene, foran i Staden, der, hvor man indgaaer af Dørene, raaber den (høit):

Til Eder, I Mænd! vil jeg raabe, og min Røst skal komme til Menneskens Børn.

I Vanvittige! forstaaer Vittighed, og I Daarer! forstaaer med Hjertet,

Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting, og aabne mine Læber til Oprigtigheder.

Thi min Gane skal tale (grundeligen) om Sandhed, og Ugudelighed (skal være) en Vederstyggelighed for mine Læber.

Alle mine Munds Taler ere i Retfærdighed, der er intet Fortrædeligt eller Forvendt i dem.

De ere alle rette for den Forstandige, og oprigtige for dem, som finde Kundskab.

Antager min Tugt og ikke Sølv, og Kundskab fremfor udvalgt opgravet (Guld).

Thi Viisdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man haver Lyst til, kunne ikke lignes ved den.

Jeg, Viisdom, jeg boer hos Vittighed, og finder (kloge) Anslags Kundskab.

Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.

Raad og det Bestandige (hører) mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.

Ved mig regjere Konger, og Fyrster beskikke Retfærdighed.

Ved mig skulle Fyrster have Fyrstendom, og de Ypperlige, (ja) alle Dommere paa Jorden.

Jeg vil elske dem, mig elske, og de, mig søge aarle, skulle finde mig.

Rigdom og Ære er hos mig, varagtigt Gods og Retfærdighed.

Min Frugt er bedre end opgravet (Guld) og end (fiint) Guld, og mit Indkomme er bedre end udvalgt Sølv.

Jeg gjør, at (Folk) vandre paa Retfærdigheds Vei, (ja) midt paa Rettens Stier,

at lade dem, som elske mig, arve det Bestandige og fylde deres Liggendefæ.

Herren eiede mig i sin Veis Begyndelse, før han gjorde Noget, (ja) før den (Tid).

Jeg er salvet af Evighed, fra det Første, fra Jordens Begyndelse.

Jeg er født, da Afgrundene ikke vare, da Kilder ikke vare, som have meget Vand.

Før Bjergene bleve nedsænkede, førend Høiene (bleve til), er jeg født.

Han havde ikke endda gjort Jorden eller Gaderne eller det Første i Jorderiges (meget) Støv.

Der han beredte Himlene, (da) var jeg der; der han med Cirkel aftegnede oven over Afgrunden,

der han befæstede (de øverste) Skyer oventil, der han befæstede Afgrundens Kilder,

der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,

da var jeg hos ham (som) den, der opfostrer, og var (hans) store Lyst hver Dag, som legede altid for hans Ansigt,

som legede paa hans Jords Kreds, og min store Lyst var hos Menneskens Børn.

Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.

Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.

Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.

Thi hvo mig finder, han finder Livet og bekommer en Velbehagelighed af Herren,

Men den, der synder imod mig, skader sin Sjæl; Alle, som mig hade, elske Døden.