Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?

Den Ugudelige forfølger (grummelig) den Elendige af Hovmod; lad dem gribes i de Tanker, hvilke de tænkte.

Thi den Ugudelige roser sig af sin Sjæls Begjæring, og den Gjerrige velsigner sig, (skjøndt) han foragter Herren.

Den Ugudelige, for hans Næses Høihed, søger ikke (Gud); alle hans Tanker (ere, at der er) ingen Gud.

Hans Veie gjøre Smerte altid, dine Domme ere en Høihed langt fra ham; han handler trodseligen med alle sine Fjender.

Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.

Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.

Han sidder paa Luur ved Forgaardene, han ihjelslaaer en Uskyldig i Skjul, hans Øine skjule sig imod den Svage.

Han lurer i Skjul, som en Løve i sin Hule, han lurer at gribe en Elendig; han griber den Fattige, idet han drager ham i sit Garn.

Han gjør sig liden, han nedbøier sig, og falder med sine stærke (Laller) over de Svage.

Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.

Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! glem ikke de Elendige.

Hvorfor skal en Ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du skal ikke randsage (det).

Du seer (det), thi du, du skuer den Møie og Fortræd, saa at man giver (Sagen) i din Haand; den Svage forlader sig paa dig, du, du har været den Faderløses Hjælper.

Sønderbryd de Ugudeliges Arm og (anlangende) den Onde, randsag hans Ugudelighed, (indtil) du ikke finder den (mere).

Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.

Du, Herre! hører de Elendiges Begjæring; du skal stadfæste deres Hjerte, du skal lade dit Øre mærke (derpaa),

at skaffe den Faderløse og Ringe Ret, (at) man skal ikke ydermere blive ved (med Vold) at udstøde et Menneske af Landet.