Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.

Du, (min Sjæl,) sagde til Herren: Du er (min) Herre, mit Gode (naaer) ikke til dig;

(men) til de Hellige, de, som ere paa Jorden, og til de Herlige, til hvilke al min Lyst er.

Deres Smerter skulle blive mange, som haste (efter) en Anden; jeg vil ikke smage deres Drikoffere af Blod, og ikke tage deres Navne paa mine Læber.

Herren er min Arvs Deel og min Kalk; du er den, som opholder min Lod.

Snorene faldt mig paa de liflige (Stæder,) ja det er en deilig Arv for mig.

Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer undervise mig om Nætterne.

Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.

Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.

Thi du skal ikke forlade min Sjæl i Helvede, du skal ikke lade din Hellige see Forraadnelse.

Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.