Davids (Psalme). Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid mod dem, som stride mod mig.

Tag fat paa smaae og store Skjolde, og staa op til at hjælpe mig.

Og tag Spydet frem og luk til imod deres (Anløb), som forfølge mig; siig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.

Lad dem blues og forhaanes, som søge efter mit Liv; lad dem vende tilbage og blive beskjæmmede, som ville mig Ondt.

Lad dem blive som Avner for Veiret, og Herrens Engel støde dem bort.

Deres Vei blive saare mørk og meget slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.

Thi de skjulte uden Aarsag deres Garn i en Grøft imod mig, de grove for min Sjæl uden Aarsag.

Lad Ødelæggelse komme paa ham, (saa) han ikke kan vide det, og lad hans Garn, som han skjulte, fange ham, lad ham falde deri til Ødelæggelse.

Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.

Alle mine Been skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en Elendig fra den, som er ham for stærk, ja en Elendig og Fattig fra den, som ham røver.

Der opstaae fortrædelige Vidner, de spørge mig om det, som jeg ikke vidste.

De betale mig Ondt for Godt, (idet de) berøve min Sjæl.

Men der de vare syge, iførte jeg mig en Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og min Bøn kom igjen i mit Skjød.

Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.

Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.

Iblandt Øienskalke, som bespotte for en Kages Skyld, skare de med deres Tænder over mig.

Herre! hvor længe vil du see til? før min Sjæl tilbage fra deres Ødelæggelse, min Eneste fra de unge Løver.

Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et stærkt Folk.

Lad dem ikke glædes over mig, som ere mine Fjender uden Skyld, eller dem blinke med Øiet, som hade mig uden Aarsag.

Thi de tale ikke Fred, men mod de Stille i Landet optænke de svigfulde Sager.

Og de lode deres Mund vidt op imod mig, de sagde: Ha, ha! det saae vort Øie.

Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.

Vaagn op og vær vaagen til min Ret; til min Trætte, min Gud og min Herre!

Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;

at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.

Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.

Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storligen loves, som haver Lyst til sin Tjeners Velstand.

Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, (ja) om din Lov den ganske Dag.