Til Sangmesteren paa Nechiloth; Davids Psalme.

Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!

Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig vil jeg bede.

Herre! du skal (tidlig) om Morgenen høre min Røst; jeg vil beskikke mig (tidlig) om Morgenen for dig og vare (flittig) paa.

Thi du er ikke en Gud, som haver Lyst til Ugudelighed; den Onde skal ikke boe hos dig.

De Galne skulle ikke bestaae for dine Øine; du hader alle dem, som gjøre Uret.

Du fordærver dem, som tale Løgn; Herren haver Vederstyggelighed til en blodgjerrig og falsk Mand.

Men jeg, jeg vil komme til dit Huus paa din megen Miskundhed; jeg vil tilbede (vendt) mod dit hellige Tempel, i din Frygt.

Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.

Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.

Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.

Men de skulle alle glæde sig, som forlade sig paa dig, de skulle fryde sig evindelig, thi du skjuler over dem; og de skulle saare fryde sig i dig, de, som elske dit Navn.

Thi du, du Herre! skal velsigne en Retfærdig, du skal krone ham med Naade, som med et Skjold.