Asaphs Psalme. Den (stærke) Gud, Gud Herren, haver talet og kaldet Jorden fra Solens Opgang til dens Nedgang.

Af Zion aabenbaredes Gud herligen, i en fuldkommen Deilighed.

Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.

Han skal kalde ad Himmelen ovenfra, og ad Jorden for at dømme sit Folk:

Samler mig mine Hellige, som gjøre min Pagt med Offer.

Og Himlene skulle kundgjøre hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.

Hør, mit Folk! og jeg vil tale, Israel! og jeg vil vidne iblandt dig: Jeg er Gud, (ja) din Gud.

Jeg vil ikke straffe dig for dine Offeres Skyld; thi dine Brændoffere ere altid for mig.

Jeg vil ikke tage en Stud af dit Huus, (ei heller) Bukke af dine Stier.

Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.

Jeg kjender alle Fuglene paa Bjergene, og Dyr paa Marken ere hos mig.

Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig (det); thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.

(Mener du, at) jeg vil æde de stærke (Øxnes) Kjød, eller drikke Bukkeblod?

Offre Gud Taksigelse, og betal den Høieste dine Løfter.

Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfrie dig, og du skal prise mig.

Men Gud sagde til den Ugudelige: Hvad (kommer det) dig ved at fortælle mine Skikke, og hvad vil du tage min Pagt i din Mund?

efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.

Dersom du seer en Tyv, da løber du med ham, og din Deel er med Horkarle.

Du skikker din Mund til Ondt, og med din Tunge digter du Svig.

Du sidder, du taler imod din Broder; du bagtaler din Moders Søn.

Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.

Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.

Den, som offrer Taksigelse, den ærer mig, og den, som sætter sig (den rette) Vei fore, ham vil jeg lade see paa Guds Salighed.