Til Sangmesteren; om en stum Due i de langt fraliggende (Stæder); Davids gyldne (Smykke); der Philisterne havde grebet ham i Gath.

Gud! vær mig naadig, thi et Menneske (søger at) opsluge mig; han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid.

Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!

Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.

I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?

De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.

De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.

Skulde de undkomme for (deres) Uretfærdighed? Gud! nedstød (disse) Folk i Vrede.

Du, du haver talt min Flugt; tag min Graad i din Flaske; haver du ikke Tal (derpaa)?

Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette veed jeg, at du er min Gud.

I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.

Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gjøre mig?

Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.

Thi du udfriede min Sjæl fra Døden; (friede du) ikke mine Fødder fra Stød, at (jeg skal) vandre for Guds Ansigt i de Levendes Lys?