Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.

Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.

Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.

Hvorlænge stille I efter en Mand? I skulle allesammen ihjelslaaes, (I skulle være) som en Væg, der hælder, som et Gjærde, der nedstødes.

De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.

Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.

Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.

Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.

Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.

Forlader eder ikke paa Vold, og bliver ikke forfængelige ved røvet (Gods); naar (eder) falder Rigdom til, da sætter ikke Hjertet (dertil).

Gud haver talet een Gang, det haver jeg tvende Gange hørt, at Styrke hører Gud til.

Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du, du skal betale hver efter hans Gjerning.