Til Sangmesteren; Davids Psalme; en Sang.

Gud, man lover dig i det Stille i Zion, og dig skal betales Løfte.

Du, som hører Bønnen, hen til dig skal alt Kjød komme.

Misgjerningers Handeler ere blevne mig for stærke; vore Overtrædelser, dem ville du forsone!

Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa boe i dine Forgaarde; vi skulle mættes i dit Huses Gode, med dit Tempels hellige Ting.

Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,

den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,

som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.

Og de, som boe ved Enderne, frygte for dine Tegn; du gjør, at de, som udgaae Morgen og Aften, synge (med Fryd).

Du besøger Jorden, og (naar) du haver gjort den begjærlig, gjør du den meget rig, Guds Bæk er fuld af Vand; du bereder deres Korn, naar du saaledes haver beredt den.

Vand dens Furer (overflødigen), nedtryk dens Rener; (ja) du skal gjøre den blød med Regndraaber, du skal velsigne dens Grøde.

Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.

Boliger i Ørken dryppe, og Høiene ere omgjordede med Fryd.

Engene ere klædte med Faar, og Dalene ere skjulte med Korn; de raabe (for Glæde), ja, de synge.