Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.

Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.

Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.

Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.

Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.

Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.

Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?

Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.

Da sagde jeg: Det er det, at jeg er svag; at forandre det, staaer i den Høiestes høire Haand.

Jeg vil komme Herrens Gjerninger ihu; sandelig, jeg vil komme dine underlige Ting ihu fra fordum (Tid).

Og jeg vil grunde paa al din Gjerning, og jeg vil tale om dine Idrætter.

O Gud! din Vei er i Helligdommen; hvo er saa stor en Gud som Gud?

Du er den Gud, som gjør underlige Ting; du haver kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.

Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.

De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.

Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.

Din Vei var i Havet, og din Sti i store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kjendte.

Du førte dit Folk som Faar ved Mose og Arons Haand.