En stærk Engel raaber, de syv Tordener tale deres Røster, hvilke Johannes ei maa nedskrive
Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.
Og han havde i sin Haand en liden Bog, som var opladt, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.
Og han raabte med høi Røst, som en Løve brøler; og der han havde raabt, talede de syv Tordener deres Røster.
Og der de syv Tordener havde talet deres Røster, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: Forsegl, hvad de syv Tordener talede, men nedskriv det ikke.
Engelen sværger, at Guds Domme, naar den syvende Engel basuner, skulle fuldkommes
Og Engelen, som jeg saae staae paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen,
og svoer ved den, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen og hvad derudi er, og Jorden og hvad derudi er, og Havet og hvad derudi er, at der ikke mere skal gives Tid;
men i de Dage, da den syvende Engels Røst høres, naar han skal basune, skal Guds Hemmelighed, fuldkommes, saa som han haver bebudet sine Tjenere, Propheterne.
Johannes faaer Befaling at æde en liden Bog, og skal prophetere mod Mange
Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talede atter med mig og sagde: Gak hen, tag den liden Bog, som er opladt i Engelens Haand, der staaer paa Havet og paa Jorden.
Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham: Giv mig den liden Bog. Og han sagde til mig: Tag og æd den! og den skal smerte i din Bug, men i din Mund skal den være sød som Honning.
Og jeg tog den liden Bog af Engelens Haand og aad den, og den var i min Mund sød som Honning; men der jeg havde ædt den, følte jeg Smerte i min Bug.
Og han sagde til mig: Det bør dig atter at prophetere imod Folk og Hedninger og Tungemaal og mange Konger.