Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden;

thi Aandens Lov, der giver Liv i Christo Jesu, haver frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.

Thi det, som var Loven umuligt, idet den var kraftesløs formedelst Kjødet, (det gjorde) Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds Lignelse og til et Syndoffer, og fordømte Synden i Kjødet;

paa det at Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, (sandse) det Aandelige.

Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred;

efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud; thi den er ikke Guds Lov underdanig, ja kan ei heller være det.

Men de, som ere kjødelige, kunne ikke tækkes Gud.

Men I ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand boer i eder; men om Nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans.

Men om Christus er i eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men Aanden er Liv formedelst Retfærdighed.

Men om hans Aand, der opreiste Jesum fra de Døde, boer i eder, da skal han, som opreiste Christum fra de Døde, levendegjøre ogsaa eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i eder.

Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, at vi skulle leve efter Kjødet;

thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe; men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden, skulle I leve.

Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.

Thi I annammede ikke atter en Trældoms Aand til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, ved hvilken vi raabe: Abba, Fader!

Den samme Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.

Men dersom vi ere Børn, ere vi og Arvinger, nemlig Guds Arvinger, men Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham, at vi og skulle herliggjøres med ham.

Thi jeg slutter, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.

Thi Skabningens Længsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse;

thi Skabningen er Forfængeligheden underlagt, — ikke med sin Villie, men ved ham, som lagde den derunder; —

dog med det Haab, at Skabningen skal og selv blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.

Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.

Ja ikke det alene, men ogsaa selv de, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi selv sukke i os selv, idet vi forvente en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.

Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes skulde Nogen haabe det, som han seer?

Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.

Men desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.

Men han, som randsager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds (Villie).

Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.

Thi hvilke han forud kjendte, dem haver han og forud beskikket at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det at han skal være den Førstefødte iblandt mange Brødre.

Men hvilke han forud beskikkede, dem haver han og kaldet; og hvilke han kaldte, dem haver han og retfærdiggjort; men hvilke han retfærdiggjorde, dem haver han og herliggjort.

Hvad skulle vi da hertil sige? Er Gud for os, hvo (kan da være) imod os?

Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa skjenke os alle Ting Med ham?

Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.

Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som og er opreist, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel, eller Angest, eller Forfølgelse, eller Hunger, eller Nøgenhed, eller Fare, eller Sværd?

— Ligesom skrevet er: For din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar. —

Men i alle disse Ting mere end seire vi ved ham, som os elskede.

Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstendømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende,

ei heller det Høie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christo Jesu, vor Herre.