1 Og Elihu blev ved og sagde:
2 Bi mig lidet, og jeg vil kundgjøre dig, at (her er) endnu at tale for Gud.
3 Jeg vil ophente min Kundskab langt borte, og tillægge den, som haver gjort mig, Retfærdighed.
4 Thi sandelig, mine Taler skulle ikke være Løgn, en Oprigtig i al Kundskab (er her) hos dig.
5 See, Gud er mægtig, dog vil han ikke forkaste, han er mægtig af Hjertens Kraft.
6 Han lader en Ugudelig ikke leve, men skaffer de Elendige Ret.
7 Han unddrager ikke sine Øine fra en Retfærdig, men (sætter ham) med Konger paa Thronen; der sætter han dem evindeligen, og de skulle ophøies.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive grebne med Elendigheds Strikker,
9 da forkynder han dem deres Gjerning og deres Overtrædelser, fordi de have taget Overhaand;
10 da aabenbarer han det for deres Øre til en Tugtelse og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 Dersom de ville høre og tjene, da skulle de fuldende deres Dage i det Gode, og deres Aar i megen Liflighed.
12 Men om de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet og opgive Aanden, fordi de have ikke Forstand.
13 Og Øienskalke i Hjertet forøge Vreden; de raabe ikke (til Gud), naar han vil binde dem.
14 Deres Sjæl skal døe i Ungdommen, og deres Liv (skal endes) iblandt Skjørlevnere.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
16 Saa skulde han og have afvendt dig fra Angestens Strube til et rumt (Sted), hvor der er ikke snevert, og dit Bord (skulde have været) roligt og fuldt med Fedme.
17 Men du skulde fuldkommeligen (seet) den Ugudeliges Dom; Dom og Ret skulde holdt (dig) fast.
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
19 Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.
20 Du skal (og) ikke hige efter Natten, da Folk borttages paa deres Sted.
21 Bevar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne haver du udvalgt for megen Elendigheds Skyld.
22 See, Gud kan ophøie ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Hvo vil hjemsøge hans Vei over ham, og hvo kan sige: Du haver gjort Uret?
24 Kom ihu, at du ophøier hans Gjerning, hvilken Folk have beskuet,
25 den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.
26 See, Gud er stor, og vi kunne ikke kjende det, og man kan ikke randsage hans Aars Tal.
27 Thi han formindsker Vandets Draaber, de udgyde Regn efter hans Damp,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde; de neddryppe saare over Mennesker.
29 Mon ogsaa Nogen forstaaer de tykke (Skyers) Udbredelser (og) hans Pauluns megen Brusen?
30 See, han udbreder sit Lys over dem og skjuler Havets Rødder.
31 Thi ved dem dømmer han Folk, ved dem giver han dem Spise, som ere mange.
32 Han skjuler Lyset (som) med flade Hænder, og byder derover derved, at en (Sky) kommer derimod.
33 Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).