1 Kongebok 20:35
Og en Mand af Propheternes Børn sagde til sin Næste ved Herrens Ord: Kjære, slaa mig; men Manden vægrede sig ved at slaae ham.
Og en Mand af Propheternes Børn sagde til sin Næste ved Herrens Ord: Kjære, slaa mig; men Manden vægrede sig ved at slaae ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36 Da sagde han til ham: Fordi du ikke adlød Herrens Røst, see, da skal, naar du gaaer fra mig, en Løve slaae dig; og han gik fra ham, og en Løve fandt ham og slog ham.
37 Og han fandt en anden Mand og sagde: Kjære, slaa mig; og Manden slog ham haardt og saarede (ham).
38 Da gik Propheten og stod for Kongen paa Veien, og forvendte sig med et Klæde over sine Øine.
39 Og det skede, at Kongen drog forbi, og han, han raabte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og see, en Mand veg (af Veien) og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv være istedetfor hans Liv, eller du skal veie et Centner Sølv (derfor).
16 Men det skede, der han talede til ham, da sagde han til ham: Mon man har sat dig til Kongens Raad? lad af, dig (selv til Bedste); hvorfor skulle de slaae dig? da lod Propheten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud haver (i sit Raad) besluttet at fordærve dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.
9 Da sagde han til Benhadads Bud: Siger min Herre Kongen: Alt det, du sendte til din Tjener første Gang om, vil jeg gjøre, men denne Gjerning kan jeg ikke gjøre; og Budene gik og bragte ham Svar igjen.
10 Da sendte Benhadad til ham og lod sige: Guderne gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Støvet af Samaria skal blive nok til, at alt Folket, som er i Følge med mig, (skal kunne føre hver) en Haand fuld (deraf).
11 Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder (Bæltet), skal ikke rose sig som den, der løser det.
42 Og han sagde til ham: Saa sagde Herren: Fordi du lod den Mand, den jeg (har sat) i Band, af din Haand, da skal din Sjæl være istedetfor hans Sjæl, og dit Folk istedetfor hans Folk.
21 Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saae dem: Min Fader, maa jeg slaae, maa jeg slaae (dem)?
22 Og han sagde: Du skal ikke slaae (dem); skulde du slaae dem, som du haver fanget med dit Sværd og med din Bue? sæt Brød og Vand for dem, at de maae æde og drikke og drage til deres Herre.
21 Og han raabte til den Guds Mand, som var kommen fra Juda, og sagde: Saa sagde Herren: Fordi at du har været Herrens Mund gjenstridig og har ikke holdt det Bud, som Herren din Gud bød dig,
19 Da blev den Guds Mand vred paa ham og sagde: Havde du slaget fem eller sex Gange, da skulde du slaget de Syrer, indtil du havde gjort Ende (paa dem); men nu skal du slaae de Syrer tre Gange.
13 Og see, en Prophet gik frem til Achab, Israels Konge, og sagde: Saa sagde Herren: Har du seet al denne store Hob? see, jeg vil give den idag i din Haand, at du skal fornemme, at jeg er Herren.
14 Og Achab sagde: Ved hvem? og han sagde: Saa siger Herren: Ved Landsfyrsternes Drenge; og han sagde: Hvo skal binde an (med dem) til Krigen? og han sagde: Du.
23 Da gik Zedekias, Kenaanas Søn, frem og slog Michæas paa Kindbenet og sagde: Hvor er den Vei, (paa hvilken) Herrens Aand er gaaen over fra mig til at tale med dig?
26 Der Propheten, som førte ham tilbage fra Veien, hørte det, da sagde han: Det er den Guds Mand, som var Herrens Mund gjenstridig; derfor gav Herren Løven ham, og den sønderbrød ham og dræbte ham efter Herrens Ord, som han talede til ham.
31 Og han sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Elisas, Saphats Søns, Hoved skal staae idag paa ham.
18 Og der de kom ned til ham, da bad Elisa til Herren og sagde: Kjære, slaa dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord.
24 Da gik Zedekias, Kenaanas Søn, frem og slog Michæas paa Kindbenet og sagde: Hvor er den (Vei, paa hvilken) Herrens Aand er gaaen over fra mig til at tale med dig?
31 Da sagde hans Tjenere til ham: Kjære, see, vi have hørt, at Israels Huses Konger ere miskundelige Konger, Kjære, lad os lægge Sække om vore Lænder og Reb om vore Hoveder, og gaae ud til Israels Konge, maaskee han lader din Sjæl leve.
32 Og de bandt Sække om deres Lænder og Reb om deres Hoveder, og de kom til Israels Konge og sagde: Benhadad, din Tjener, siger: Kjære, lad min Sjæl leve; og han sagde: Lever han endnu? han er min Broder.
33 Og Mændene udlagde sig (det Ord) til Gode og optoge hasteligen, om det var hans (Alvor), og de sagde: (Ja) din Broder Benhadad; og han sagde: Kommer, henter ham hid; da gik Benhadad ud til ham, og han lod ham stige op paa Vognen.
34 Og (Benhadad) sagde til ham: Jeg vil give (dig) igjen de Stæder, som min Fader tog fra din Fader, og du maa lægge dig Gader i Damascus, ligesom min Fader lagde i Samaria; og jeg (sagde Achab) vil med en Pagt lade dig fare; saa gjorde han en Pagt med ham og lod ham fare.
9 Og han sagde: Hvad har jeg syndet, at du vil give din Tjener i Achabs Hænder, at han skal dræbe mig?
17 Da sagde Israels Konge til Josaphat: Haver jeg ikke sagt dig: Han spaaer ikke Godt over mig, men Ondt?
16 Men han sagde: (Saa vist som) Herren lever, for hvis Ansigt jeg staaer, jeg tager den ikke; og han vilde nøde ham til at tage den, men han vægrede sig.
33 Og en Mand spændte Buen i sin Uskyldighed og skjød Israels Konge imellem Sværdremmerne og Pantseret; da sagde han til Kjøresvenden: Vend din Haand og før mig ud af Leiren, thi jeg er saaret.
12 Da sagde en af hans Tjenere: Ikke saa, min Herre Konge! men Elisa, den Prophet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord tilkjende, som du taler i dit Sengekammer.
15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
1 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
14 Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre; og han sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? og han sagde: Han sagde mig: Du skal visseligen leve.
2 Og Herrens Ord skede til ham og sagde:
13 Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad haver jeg med dig at gjøre? gak til din Faders Propheter og til din Moders Propheter; og Israels Konge sagde til ham: (Ak) nei! thi Herren haver kaldet disse tre Konger at give dem i Moabs Haand.
2 Og han sendte Bud til Achab, Israels Konge, til Staden.
8 Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
28 Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
20 Og Herren sagde: Hvo vil overtale Achab, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og den (Ene) sagde saa, og den (Anden) sagde saa.
11 Da blev Naaman vred og foer bort; og han sagde: See, jeg tænkte, han skulde vist komme ud til mig, og staae og paakalde Herrens sin Guds Navn, og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden.
19 Og Herren sagde: Hvo vil overtale Achab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og han sagde: Den Ene sagde saa, og den Anden sagde saa.
35 Saa skulle I sige, hver til sin Næste, og hver til sin Broder: Hvad svarede Herren, og hvad talede Herren?
28 Og der kom en Guds Mand frem og talede til Israels Konge og sagde: Saa sagde Herren: Fordi de Syrer have sagt: Herren er Bjergenes Gud og er ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet al denne store Hob i din Haand, at I skulle fornemme, at jeg er Herren.
19 Og han sagde til ham: Drag bort med Fred; og han foer fra ham et Stykke (Vei) paa Marken.
20 Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: See, min Herre sparede denne Syrer Naaman, at han tog ikke af hans Haand, det han førte; (saa vist som) Herren lever, jeg vil løbe efter ham og tage Noget af ham.
15 Og Herren sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vei igjennem Ørken til Damascus, og du skal gaae ind og salve Hasael til Konge over Syrien.
7 Og du skal slaae Achabs, din Herres, Huus, og jeg vil hevne (og udkræve) mine Tjeneres, Propheternes, Blod og alle Herrens Tjeneres, Blod af Jesabels Haand.
15 Rører ikke ved mine Salvede, og gjører mine Propheter intet Ondt.
11 Og der boede en gammel Prophet i Bethel, og hans Søn kom og fortalte ham al den Gjerning, som den Guds Mand gjorde den Dag i Bethel, de Ord, som han talede til Kongen; og de fortalte deres Fader dem.
18 Da sagde Israels Konge til Josaphat: Har jeg ikke sagt dig: Han spaaer ikke Godt over mig, men Ondt?
7 Derefter kom Elisa til Damascus, da Benhadad, Kongen i Syrien, var syg; og man gav ham det tilkjende og sagde: Den Guds Mand er kommen hid.