1 Kongebok 3:8
Og din Tjener er midt iblandt dit Folk, som du haver udvalgt, (som er) saa stort et Folk, der ikke kan tælles eller beregnes for Mangfoldigheds Skyld.
Og din Tjener er midt iblandt dit Folk, som du haver udvalgt, (som er) saa stort et Folk, der ikke kan tælles eller beregnes for Mangfoldigheds Skyld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og med Forstand at skille imellem Godt og Ondt; thi hvo kan (ellers) dømme dette dit mægtige Folk?
10Og det Ord var godt for Herrens Øine, at Salomo begjærede denne Ting.
6Og Salomo sagde: Du, du haver gjort stor Miskundhed imod din Tjener David, min Fader, ligesom han vandrede for dit Ansigt i Sandhed og i Retfærdighed og i Hjertets Oprigtighed mod dig, og du har holdt ham denne store Miskundhed, og har givet ham en Søn, som sidder paa hans Throne, som (det sees) paa denne Dag.
7Og nu, Herre min Gud! du, du haver gjort din Tjener til Konge i min Faders Davids Sted, men jeg er en liden Dreng, jeg veed ikke at gaae ud eller gaae ind.
8Og Salomo sagde til Gud: Du, du haver gjort stor Miskundhed imod David, min Fader, og gjort mig til Konge i hans Sted.
9Lad nu, Herre Gud! dit Ord til min Fader David blive sandt; thi du, du haver gjort mig til Konge over et Folk, (som er saa) talrigt som Støv paa Jorden.
10Giv mig nu Viisdom og Kundskab, at jeg kan gaae ud og gaae ind for dette Folk; thi hvo kan (ellers) dømme dette dit store Folk?
11Da sagde Gud til Salomo: Efterdi at dette var i dit Hjerte, og du haver ikke begjæret Rigdom, Gods og Ære, eller deres Liv, som hade dig, og haver end ikke begjæret et langt Liv, men begjæret dig Viisdom og Kundskab, at du kan dømme mit Folk, over hvilket jeg haver gjort dig til Konge,
12saa være Viisdom og Kundskab givet dig; tilmed vil jeg give dig Rigdom og Gods og Ære, saadan som de Konger, der have været før dig, ikke have havt, og efter dig skal saadan ikke være.
12see, saa haver jeg gjort efter dit Ord, see, jeg haver givet dig et viist og forstandigt Hjerte, at der ikke haver været (Nogen) som du før dig, ei heller skal opstaae efter dig (Nogen) som du.
13Og jeg haver endog givet dig det, som du ikke haver begjæret, (nemlig) baade Rigdom og Ære, saa at der haver ikke været Nogen som du iblandt Kongerne i alle dine Dage.
17Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, O Gud! derfor talede du (ogsaa) til din Tjeners Huus i det Fjerne; og du haver anseet mig ligesom i et Menneskes Skikkelse, (som er) i det Høie, Gud Herre.
18Hvad skal David ydermere (tale) til dig om den Ære, (som du haver beviist) mod din Tjener? thi du, du kjender din Tjener.
19Herre! for din Tjeners Skyld og efter dit Hjerte haver du gjort al denne store Ting, at (du vilde) lade (mig) vide alle de store Ting.
8Salige er dine Mænd, salige ere disse dine Tjenere, som stedse staae for dit Ansigt, som høre din Viisdom.
9Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
19Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, Herre, Herre! saa du talede ogsaa til din Tjeners Huus i det Fjerne; og er dette et Menneskes Skik, Herre, Herre?
20Og hvad skal David ydermere blive ved at tale til dig? thi du, du kjender din Tjener, Herre, Herre!
21For dit Ords Skyld, og efter dit Hjerte haver du gjort al denne store Ting, at du vilde lade din Tjener vide det.
52at dine Øine maae være aabnede til din Tjeners ydmyge Begjæring og til dit Folks Israels ydmyge Begjæring, at du ville høre dem i alt det, hvori de paakalde dig.
53Thi du, du adskilte dig dem til en Arv af alle Folk paa Jorden, saasom du talede formedelst Mose, din Tjener, da du udførte vore Fædre af Ægypten, Herre, Herre!
7Salige ere dine Mænd, og salige ere disse dine Tjenere, som stedse staae for dit Ansigt, og som høre din Viisdom.
8Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
4Nu haver Herren, Israels Gud, udvalgt mig af min Faders ganske Huus at være Konge over Israel evindeligen, thi han udvalgte Juda til en Fyrste, og i Judæ Huus min Faders Huus, og iblandt min Faders Sønner havde han Behagelighed, til mig, at gjøre (mig) til Konge over al Israel.
5Og af alle, mine Sønner, — thi Herren haver givet mig mange Sønner — haver han udvalgt Salomo, min Søn, til at sidde paa Herrens Riges Throne over Israel.
20Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
7Saa skal du nu sige saaledes til min Tjener, til David: Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien, fra (at være) bag efter Faarene, at du skulde være en Fyrste over mit Folk Israel.
10Herren eders Gud haver gjort eder mangfoldige; og see, I ere idag som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed.
23Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
24du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham; du haver talet det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
25Og nu, Herre, Israels Gud! hold (fremdeles) din Tjener David, min Fader, det, du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre for mit Ansigt, saasom du haver vandret for mit Ansigt.
26Og nu, Israels Gud! Kjære, lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener David, min Fader.
1Fremdeles sagde Kong David til al Forsamlingen: Salomo, den eneste af mine Sønner, som Gud haver udvalgt, er en ung Mand og blødhjertig, men Gjerningen er stor; thi det Slot er ikke for et Menneske, men for den Herre Gud.
8Men nu skal du sige saaledes til min Tjener David: Saaledes sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien bag efter Faarene til at være en Fyrste over mit Folk, over Israel.
9Og jeg haver været med dig, ihvor du haver gaaet, og haver udryddet alle dine Fjender fra dit Ansigt og gjort dig et stort Navn som de Stores Navn, som ere paa Jorden.
10De ere dog dine Tjenere og dit Folk, som du haver forløst med din den store Kraft og med din den stærke Haand.
28Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begjæring, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt idag,
25Thi du, min Gud! du haver aabenbaret for din Tjeners Øre, at du vil bygge ham et Huus; derfor haver din Tjener fundet (sit Hjerte) til at bede for dit Ansigt.
26Og nu, Herre! du er Gud, og du haver talet dette Gode til din Tjener.
27Mon denne Sag skulde være skeet af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham?
3Og Joab sagde til Kongen: Gid Herren din Gud vilde lægge til dette Folk, som disse og disse ere, hundrede Gange (saa mange), og min Herre Kongens Øine maatte see det; men hvorfor har min Herre Kongen Lyst til denne Gjerning?
6Thi du, du er et helligt Folk for Herren din Gud; Herren din Gud haver udvalgt dig at være ham til et Eiendoms Folk fremfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.
12Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.
24Herre, Herre, du, du haver begyndt at lade din Tjener see din Storhed og din stærke Haand; thi hvo er en Gud i Himmelen og paa Jorden, som kan gjøre efter dine Gjerninger og efter din Styrke?
44Naar dit Folk drager ud i Krigen imod sin Fjende, paa Veien, som du sender dem hen, og de bede til Herren imod Veien til den Stad, som du udvalgte, og til det Huus, som jeg haver bygget til dit Navn,
14Naar du kommer i det Land, som Herren din Gud giver dig, og eier det og boer deri, og du siger: Jeg vil sætte en Konge over mig, ligesom alle Hedningerne, som ere trindt omkring mig,
43Og jeg stødte dem smaa som Støv for Veiret; som Dynd paa Gader gjorde jeg dem tynde.
3Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange (saa mange)! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere? hvorfor spørger min Herre efter dette? hvorfor skal det være til en Skyld paa Israel?
15du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, du talede til ham; thi du haver talet med din Mund og fuldkommet med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
25Og nu, Herre Gud! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, det stadfæst evindeligen, og gjør, ligesom du har talet.