1 Samuelsbok 1:12
Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Thi Hanna, hun talede i sit Hjerte, kun hendes Læber rørte sig, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for (at være) drukken.
14Og Eli sagde til hende: Hvorlænge vil du være drukken? bortskaf din Viin fra dig.
15Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.
16Agt ikke din Tjenesteqvinde som en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harms Mangfoldighed.
17Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give (dig) din Begjæring, som du begjærede af ham.
18Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
19Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Huus i Rama; og Elkana kjendte Hanna, sin Hustru, og Herren kom hende ihu.
20Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.
21Og den Mand Elkana drog op, og alt hans Huus, at offre til Herren det aarlige Offer og sit Løfte.
22Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.
23Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.
24Og hun førte ham op med sig, der hun havde afvant ham, med tre Stude og een Epha Meel og en Flaske Viin, og hun førte ham til Herrens Huus i Silo; og Drengen var en (liden) Dreng.
25Og de slagtede en Stud, og de førte Drengen til Eli.
26Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,
27Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.
28Derfor haver jeg ogsaa laant ham til Herren alle de Dage, han skal være til, thi han er begjæret af Herren; og han tilbad der for Herren.
2Og han havde to Hustruer; den enes Navn var Hanna, og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn.
3Og den samme Mand gik op fra sin Stad Aar efter Aar, at tilbede og at offre til den Herre Zebaoth i Silo; og der vare de to Elis Sønner, Hophni og Pinehas, Præster for Herren.
4Og det skede paa en Dag, at Elkana offrede; da gav han Peninna, sin Hustru, og alle hendes Sønner og hendes Døttre Dele.
5Men han gav Hanna eet Stykke, (som var) anseeligt; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv.
6Og hendes Modstanderinde opirrede hende og saare, at hun kunde gjøre hende fnysende, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.
7Og saaledes skede det fra Aar til Aar; naarsomhelst hun gik op til Herrens Huus, opirrede hun hende saaledes; og hun græd og aad ikke.
8Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde, og hvorfor vil du ikke æde, og hvorfor haver dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?
9Da stod Hanna op, efterat de havde ædet, og efterat de havde drukket i Silo; og Eli, Præsten, sad paa en Stol ved Herrens Tempels Dørstolpe.
10Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.
11Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.
20Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru, og sagde: Herren sætte dig Sæd af denne Qvinde istedetfor den Begjæring, som man begjærede af Herren! og de gik til hans Sted.
21Men Herren besøgte Hanna, saa hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døttre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
22Og Eli var saare gammel; og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de laae hos de Qvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.
1Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed.
11Derefter gik Elkana til Rama, til sit Huus; men Drengen tjente Herren for Elis, Præstens, Ansigt.
36Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.
12Da sagde Qvinden: Kjære, lad din Tjenerinde tale til min Herre Kongen et Ord; og han sagde: Tal.
1Og Drengen Samuel tjente Herren for Elis Ansigt; og Herrens Ord var dyrt i de samme Dage, der udbrød intet Syn.
2Og det skede paa den samme Dag, der Eli laae paa sit Sted, og hans Øine begyndte at vorde dumme, at han kunde ikke see,
24Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og skjulte sig fem Maaneder og sagde:
25Thi saaledes haver Herren gjort mod mig i de Dage, der han saae (i Naade) til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.
16Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.
41Og det begav sig, der Elisabeth hørte Mariæ Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv, og Elisabeth blev fyldt med den Hellig-Aand,
42og raabte med høi Røst og sagde: Velsignet er du iblandt Qvinderne, og velsignet er dit Livs Frugt!
5Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til Herren.
18Og der hun saae, at hun havde fast foretaget sig at gaae med hende, da lod hun af at tale til hende (derom).
36Og see, Elisabeth din Frænke, hun haver og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.
15Og Samuel laae indtil om Morgenen, og han lod Dørene op for Herrens Huus; men Samuel frygtede for at give Eli det Syn tilkjende.
13Og hun kaldte Herrens Navn, som talede med hende: Du er Gud, som seer mig; thi hun sagde: Haver jeg ogsaa hidindtil seet efter den, som mig seer?
14Og der Eli hørte Skrigets Røst, da sagde han: Hvad er dette for et Bulders Røst? og Manden skyndte sig og kom og gav Eli det tilkjende.
8Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede for Gud i sin Skiftes Orden,
22Og Gud ihukom Rachel, og Gud hørte hende og gjorde hende frugtsommelig.
3Og Herrens Engel aabenbaredes for Qvinden og sagde til hende: See, Kjære, du er ufrugtsommelig og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.
9Og Eli sagde til Samuel: Gak, læg dig, og det skal skee, dersom han kalder ad dig, da skal du sige: Tal, Herre! thi din Tjener hører; og Samuel gik hen og lagde sig paa sit Sted.