1 Samuelsbok 2:1
Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed.
Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde, og hvorfor vil du ikke æde, og hvorfor haver dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?
9 Da stod Hanna op, efterat de havde ædet, og efterat de havde drukket i Silo; og Eli, Præsten, sad paa en Stol ved Herrens Tempels Dørstolpe.
10 Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.
9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
2 Der er Ingen hellig som Herren; thi der er Ingen foruden dig, og ingen Klippe som vor Gud.
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Jeg vil love Herren til hver Tid, hans Lov skal altid være i min Mund.
26 Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,
27 Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.
69 og haver opreist os et Frelses Horn i Davids, sin Tjeners, Huus,
14 Herre! vær mig naadig, see min Elendighed an af dem, som hade mig, du, som ophøier mig af Dødens Porte,
46 Og Maria sagde: Min Sjæl ophøier Herren,
47 og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser,
12 Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
13 Thi Hanna, hun talede i sit Hjerte, kun hendes Læber rørte sig, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for (at være) drukken.
15 Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.
16 Agt ikke din Tjenesteqvinde som en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harms Mangfoldighed.
18 Dog vil jeg, jeg være lystig i Herren; jeg vil fryde mig i min Saligheds Gud.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
15 Der er en frydefuld Røst om Salighed i de Retfærdiges Pauluner; Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
1 En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
6 Og han skal nu ophøie mit Hoved over mine Fjender, (som ere) trindt omkring mig, saa vil jeg offre (ham) Offer med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge, ja, jeg vil synge (Psalmer) for Herren.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
18 Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
19 Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Huus i Rama; og Elkana kjendte Hanna, sin Hustru, og Herren kom hende ihu.
20 Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
16 Lad dem ødelægges til deres Beskjæmmelses Løn, de, som sige om mig: Ha, ha!
16 Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens Hellige skulle visseligen synge med Fryd.
17 De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
14 Og han haver ophøiet et Horn for sit Folk, en Lovsang for alle sine Hellige, for Israels Børn, det Folk, der er ham nær. Halleluja!
2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies,
21 Jeg vil takke dig, at du bønhørte mig, og du blev mig til Salighed.
6 Og hendes Modstanderinde opirrede hende og saare, at hun kunde gjøre hende fnysende, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
3 Herren haver gjort store Ting imod os; (derfor) ere vi glade.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
17 Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
30 thi mine Øine have seet din Frelse,
15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skulle omvende sig til dig.
5 Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alt dit Anslag!