Salmenes bok 66:17
Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
14 dem, som mine Læber oplode (sig med), og min Mund talede, da jeg var i Angest.
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
16 Kommer (hid), hører til, saa vil jeg fortælle, alle I, som frygte Gud, hvad han haver gjort ved min Sjæl.
30 Jeg vil saare takke Herren med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt Mange.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
14 Giv mig igjen din Saligheds Fryd, og en frivillig Aand opholde mig!
15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skulle omvende sig til dig.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
13 Jeg fortalte med mine Læber alle din Munds Rette.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
18 Dersom jeg saae Uret i mit Hjerte, da hørte Herren mig ikke.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
1 Davids (Psalme), der han forvendte sin Sands for Abimelechs Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik (bort).
8 Lad min Mund fyldes med din Lov, ja den ganske Dag med din Priis.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
171 Mine Læber skulle udgyde Lov, naar du lærer mig dine Skikke.
2 der de Siphiter kom og sagde til Saul: Haver David ikke skjult sig hos os?
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
3 Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
4 Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
25 Thi han haver ikke foragtet og ei havt en Vederstyggelighed til den Elendiges Elendighed, og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
23 Mine Læber skulle synge (med Fryd), naar jeg synger (Psalmer) for dig, og min Sjæl, som du haver forløst.
21 Min Mund skal udtale Herrens Priis, og alt Kjød skal love hans hellige Navn evindelig og altid.
5 Saaledes vil jeg love dig i mit Livs (Dage); jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
28 Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, (ja) om din Lov den ganske Dag.
2 Synger (Psalmer) til hans Navns Ære, giver ham Ære til hans Priis.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
3 Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; jeg maatte bede til ham om Naade med min (egen) Mund.
1 Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.
1 Halleluja! Min Sjæl, lov Herren!
7 at lade mig høre med Taksigelses Røst, og at fortælle alle dine underlige Ting.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
12 Jeg vil takke dig, Herre, min Gud! i mit ganske Hjerte, og ære dit Navn evindeligen.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette veed jeg, at du er min Gud.
131 Jeg oplod min Mund og higede (efter dit Ord), thi jeg haver Begjærlighed til dine Bud.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
17 Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.