Salmene 142:1
Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2 Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
2 Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
17 Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
145 Jeg haver raabt af ganske Hjerte, bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke.
146 Jeg haver raabt til dig, frels mig; saa vil jeg holde dine Vidnesbyrd.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
1 Davids Psalme. Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringer; bønhør mig for din Sandheds Skyld, for din Retfærdigheds Skyld.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
2 Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
3 Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
1 Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
17 Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
2 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
6 Herre! vend dit Øre til min Bøn, og giv Agt paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
9 Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
3 Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
5 Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
2 der de Siphiter kom og sagde til Saul: Haver David ikke skjult sig hos os?
13 Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?