Klagesangene 3:56
Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Til Sangmesteren paa Neginoth; Davids (Psalme), som giver Underviisning.
2Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
1En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
55Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
57Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
6Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
2Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
2Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
1Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
1En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
1Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
8Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
6Herre! vend dit Øre til min Bøn, og giv Agt paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
4Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
9Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
2der de Siphiter kom og sagde til Saul: Haver David ikke skjult sig hos os?
2Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
20Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
22Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
1Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.
12Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
7Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
9Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
2Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
17Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
2Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
8Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
13Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?