Klagesangene 3:55
Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
2 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
5 Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.