2 Samuelsbok 22:17
Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
7 Udræk dine Hænder af det Høie, udfri mig og red mig af store Vande, af en Fremmeds Børns Haand,
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
3 Jeg vil raabe til den høieste Gud, til den Gud, som gjør Ende paa min (Sag).
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
48 den Gud, som giver mig Hevn og tvinger Folkene under mig,
15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.
16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
22 Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, (ja) dens Hovedisse med Haar paa, som vandrer frem i sine Synders Skyld.
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
7 Jeg borttog hans Skuldre fra Byrden, hans Hænder bleve befriede fra Kjedelen.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.