Salmenes bok 81:7
Jeg borttog hans Skuldre fra Byrden, hans Hænder bleve befriede fra Kjedelen.
Jeg borttog hans Skuldre fra Byrden, hans Hænder bleve befriede fra Kjedelen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vand. Sela.
6 Saadant satte han til et Vidnesbyrd i Joseph, der han drog ud imod Ægypti Land, hvor jeg maatte høre et Tungemaal, som jeg ikke kjendte.
7 Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig, thi du bønhører mig.
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfrie dig, og du skal prise mig.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
15 Han skal kalde paa mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød; jeg vil frie ham og herliggjøre ham.
15 Du er den Gud, som gjør underlige Ting; du haver kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
6 See, jeg vil staae der for dig, paa Klippen i Horeb, og du skal slaae paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for de Ældstes Øine af Israel.
7 Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os, eller ei?
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
13 Dette er Kivevandet, der, hvor Israels Børn kivede mod Herren; og han blev helliggjort i dem.
5 Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
5 Jeg, jeg kjendte dig i Ørken, i de tørre Steders Land.
15 — han, som ledte dig igjennem den store og forfærdelige Ørk, (hvor der vare) brændende Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der var ikke Vand, han, som lod Vand udflyde til dig af en haard Steenklippe,
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
5 Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
14 efterdi I vare gjenstridige imod min Mund i den Ørk Zin, der Menigheden kivede, der I skulde helliget mig ved Vandet for deres Øine; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.
7 Og jeg, jeg sagde i min Rolighed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
15 Jeg vil lade ham see underlige Ting, som i de Dage du gik ud af Ægypti Land.
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
12 Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
3 Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
19 Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
6 Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
4 Thi jeg førte dig op af Ægypti Land, og forløste dig af Tjeneres Huus, og jeg sendte for dit Ansigt Mose, Aron og Maria.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.