Salmenes bok 66:12
Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
10 Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
11 Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder.
6 Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
6 Lovet være Herren, som ikke gav os til Rov for deres Tænder!
13 Jeg vil gaae ind i dit Huus med Brændoffere, jeg vil betale dig mine Løfter,
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
12 Og du ledede dem om Dagen ved en Skystøtte, og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
8 Og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Haand og udrakt Arm, og med en stor Forfærdelse, og ved Tegn og ved underlige Gjerninger.
9 Og han førte os til dette Sted, og han haver givet os dette Land, et Land, som flyder med Melk og Honning.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
13 den, som førte dem igjennem Afgrundene, som en Hest igjennem Ørken, (at) de ikke skulde støde sig?
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
2 Naar du gaaer igjennem Vandene, (da vil) jeg (være) hos dig, og igjennem Floderne, (da) skulle de ikke overskylle dig; naar du gaaer igjennem Ilden, skal du ikke brændes, og Luen ikke fortære dig.
19 Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
7 Jeg borttog hans Skuldre fra Byrden, hans Hænder bleve befriede fra Kjedelen.
17 Thi Herren vor Gud, han er den, som opførte os og vore Fædre af Ægypti Land, af Tjeneres Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de Folk, hvor vi have gaaet midt igjennem.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
23 Og han udførte os derfra, paa det han vilde føre os ind, for at give os det Land, som han havde svoret vore Fædre.
10 Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
15 — han, som ledte dig igjennem den store og forfærdelige Ørk, (hvor der vare) brændende Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der var ikke Vand, han, som lod Vand udflyde til dig af en haard Steenklippe,
3 Gud! du forkastede os, du sønderrev os; du var vred, vend om til os.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
9 da bævede Jorden, ogsaa Himlene dryppede for Guds Ansigt, (ja) Sinai selv for Guds, Israels Guds, Ansigt.
13 Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
5 Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
13 Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os.
12 Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?
16 Saa skulde han og have afvendt dig fra Angestens Strube til et rumt (Sted), hvor der er ikke snevert, og dit Bord (skulde have været) roligt og fuldt med Fedme.
20 Men eder tog Herren og udførte eder af den Jernovn, af Ægypten, for at være hans Arvs Folk, som (man seer) paa denne Dag.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
19 Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet.
20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
12 Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
15 Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
16 Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,