2 Samuelsbok 22:20
Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
18Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
20Og han udførte mig i (frit) Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
18Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
21Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
22Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
8Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
1Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
49og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
8Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
36Og du giver mig din Saligheds Skjold, og idet du ydmyger mig, gjør du mig stor.
37Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
3Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
35Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
48den Gud, som giver mig Hevn og tvinger Folkene under mig,
21Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
7Han skal betale mine Fjender det Onde igjen; udryd dem ved din Sandhed!
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
18Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
17Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
13Synger for Herren, lover Herren; thi han friede en Fattigs Sjæl af de Ondes Haand.
7Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
1En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
2min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
6Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
5at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
6Men jeg, jeg forlader mig paa din Miskundhed, mit Hjerte fryder sig i din Frelse; jeg vil synge for Herren, thi han haver gjort vel imod mig.
8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
34Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
13Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
2Han lader mig ligge i grønne Græsgange, han leder mig (sagteligen) til de stille (rindende) Vande.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
4Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
14Efterdi han haver Lyst til mig, (siger Herren), saa vil jeg udfrie ham; jeg vil ophøie ham, thi han kjender mit Navn.