Salmenes bok 120:1
En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
2Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
1Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
4Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
1En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
1Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
2Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
6De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
1En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
4Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
2Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
3Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
17Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
146Jeg haver raabt til dig, frels mig; saa vil jeg holde dine Vidnesbyrd.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
2Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
6Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
9Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
56Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
2Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.