Salmenes bok 107:28
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
20Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser —
21lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
22og offre Takoffers Offere, og fortælle hans Gjerninger med Frydesang.
23De, som fare ned paa Havet i Skibe, som udrette (deres) Gjerning i store Vande,
24— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
25Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
12Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
14Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—
15lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;
5— (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
7Og han førte dem paa en ret Vei, at de gik til en Stad, som de kunde boe udi —
8lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;
29Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.
30Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —
31lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
44Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
17Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
6De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
39Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
28at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
39Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
16Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
17(De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld,
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
14Disse skulle opløfte deres Røst, de skulle synge (med Fryd), de skulle raabe høit fra Havet for Herrens Herligheds Skyld.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
19Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
27Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
16Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
5Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.
53Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.