Salmene 107:29
Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.
Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30 Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —
31 lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
23 De, som fare ned paa Havet i Skibe, som udrette (deres) Gjerning i store Vande,
24 — de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
27 De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
7 den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
9 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
37 Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
38 Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
39 Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
40 Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
41 Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?
11 Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12 Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13 Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
26 Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?
15 Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
23 Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.
24 Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25 Da sagde han til dem: Hvor er eders Tro? Men de frygtede og forundrede sig, og sagde til hverandre: Hvo er dog denne? Thi han byder baade over Vind og Vand, og de ere ham lydige.
32 Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.
24 Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
29 Naar han gjør stille, hvo vil da dømme at være ugudelig? naar han skjuler Ansigtet, hvo vil da beskue ham? (dette siger jeg) baade om et Folk og om et Menneske tillige;
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
7 Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
4 Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
12 Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
16 Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
7 Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
9 Kommer, seer Herrens Gjerninger, han, som haver sat Ødelæggelser paa Jorden,
10 som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.
18 Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
8 See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
30 See, han udbreder sit Lys over dem og skjuler Havets Rødder.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.