Salmenes bok 65:7
den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.
30Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —
9Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
7Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
3Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4(Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
5Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa boe i dine Forgaarde; vi skulle mættes i dit Huses Gode, med dit Tempels hellige Ting.
6Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
24— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
25Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
7Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
12Vee de store Folks Mangfoldighed, som bruse, ligesom Havet bruser! og (vee) de Folks Bulder, som buldre, som mægtige Vande buldre!
3Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
8som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.
8som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,
22Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
32Havet skal bruse og dets Fylde, Marken skal frydes og alt det, som er derpaa.
39Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
15Thi jeg er Herren din Gud, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
7Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
29Naar han gjør stille, hvo vil da dømme at være ugudelig? naar han skjuler Ansigtet, hvo vil da beskue ham? (dette siger jeg) baade om et Folk og om et Menneske tillige;
3Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
4Herrens Røst er med Kraft, Herrens Røst er med Herlighed.
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
11Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
12Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
8Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
16naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
11og jeg sagde: Hid til skal du komme og ikke (gaae) længere, og her skal den sætte sig imod dine høie Bølger?
14Disse skulle opløfte deres Røst, de skulle synge (med Fryd), de skulle raabe høit fra Havet for Herrens Herligheds Skyld.
10som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.
16Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
26Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
16Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
35Saa sagde Herren, som giver Solen til Dagslys, Maanens og Stjernernes Skikke til Nattelys, han, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse, Herre Zebaoth er hans Navn:
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
4Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
11Himlene skulle glædes, og Jorden fryde sig, Havet skal bruse og dets Fylde.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
20Men de Ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være stille, og dets Vand udkaster Skarn og Dynd.
6Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
13Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
5Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
33Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).
7De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
2Thi han, han grundfæstede den paa Havene, og beredte den paa Floderne.
7Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,