Salmenes bok 104:7
De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
17 Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
19 Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul.
14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
15 Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
4 Derefter brøler han (med sin) Røst, han tordner med sin høie Røst, og naar hans Røst skal høres, da undertrykker han dem ikke.
5 Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
13 Folkene skulle (vel) buldre som store Vandes Bulder, men han skal true ham, saa han skal flye langt bort; og han skal forfølges som Avner paa Bjergene for Veiret, og som en Hvirvel for Hvirvelvind.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
3 Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
6 Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
11 Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
3 Folkene flyede for Mangfoldigheds Lyd; Hedningerne ere adspredte, fordi du ophøiede dig.
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
34 Kan du opløfte din Røst til den tykke (Sky), at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?
35 Kan du udlade Lynene, at de fare hen, og at de sige til dig: See, her ere vi?
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
8 See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.
48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder.
8 som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
4 Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.